Flere nyheder

 
Litteratur
Finurlige finurligheder

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Finurlige finurligheder
Tor. 20. okt. 2011

Dette er tredje og sidste bog i rækken af Ole Lund Kirkegaard-samlebind. I fem historier kommer man omkring nisser, en flodhest i et badekar, remoulademadder, at være en bondeost, tøsefælder, en drage med to hoveder og meget, meget mere.

De to første samlebind med Ole Lund Kirkegaards historier udkom i 2008, og samlet indeholder de tre bøger alle hans teksthistorier. De kan alle læses fra 4 år og opefter og er gode til både højtlæsning og den nyere læser.

Dette bind indeholder historierne "En flodhest i huset" - om Mikkel og Line, der finder en flodhest i deres have, men der er ikke rigtig nogen af de voksne, der tror på, at den findes. Og der er heller ikke nogen, der mangler den, så den bliver installeret i haven og tager aftenbad i badekarret.

"Anton og Arnold - to frække drenge" er fortællingen om de to tvillinger Anton og Anders, der er så ens, at selv deres mor ikke kan kende forskel, og om de mange gale streger, som de kommer af sted med. Som f.eks. den gang, da de huskede at lukke grisene ud, eller da de ville afspore toget. Der er bestemt ikke kedeligt, hvor tvillingerne, der er ens som to spande vand, er.

"Tippe Tophat og andre fortællinger" er fem små individuelle fortællinger om blandt andre "Tarzan, Leo og pigen", der er en slags forløber til Gummitarzan. "Tippe Tophat", den sidst fortælling i samlingen, handler om digteren, der så gerne vil digte en ny historie. En historie, som ingen havde digtet mage til før, men alle han kender siger nej til at være med i historien, og så digter han en lille fyr op af sit digterhoved: Tippe Tophat.

I de seks små originale korte fortællinger "De hæslige slynglers klub og andre gode historier" kan man genkende kimene til nogle af de større karakterer i de senere bøger om blandt andre Lille Virgil og Albert.

Og sidst men absolut ikke mindst - den hyggeligste julekalenderhistorie om "Mig og bedstefar - og så Nisse Pok". Der ikke kun behøver at blive læst til jul.

En samling af dejlige historier fra Ole Lund Kirkegaard, der dog gør sig lige så godt (om ikke bedre) i selvstændige bøger. 5 ud af 6 stjerner til Ole Lund Kirkegaards fem klassiske historier i denne bog - én til hver historie. Man bliver aldrig træt af de sjove ordspil, de skæve eksistenser og de finurlige finurligheder.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Ole Lund Kirkegaard: En flodhest i huset og andre gode historier
Illustrationer: Ole Lund Kirkegaard, Ib Spang Olsen, Rasmus Bregnhøi
Gyldendal, 269 sider
ISBN:9-788702-117325