Flere nyheder

 
Litteratur
Farvel til samlebåndet

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Farvel til samlebåndet
Fre. 21. okt. 2011

Motivation - Den overraskende sandhed om hvad der

Bogen "Motivation" er et opgør med pisk og gulerod og en opskrift på, hvordan man fremmer kreativitet. I en vidensøkonomi skal der mere fokus på arbejdsglæde, selvbestemmelse, glæden ved at blive bedre og på arbejdets formål. Desværre drukner de gode takter lidt i kækt amerikansk managementsprog.

Psykologen med det umulige navn Mihaly Csikszentmihalyi indkredsede tilbage i 1970'erne i det, han døbte flow, den optimale oplevelse. Han opdagede, at vores lykkeligste oplevelser ikke forekommer, når vi ligger på sofaen og flader ud og spiser chips. De bedste øjeblikke er, når vi er fuldstændigt optaget af noget, vi er gode til, og glemmer alt omkring os. Alle de ting, vi ikke gør for penge eller anerkendelse, men fordi de i sig selv er sjove.

Hop videre til 2011, hvor vi stadig har en fast opfattelse af, at man går på arbejde for at tjene penge, imens vores egentlige passioner ofte er overladt til fritid og hobby.

Den amerikanske videnskabsjournalist Daniel H. Pink har sat sig for at oversætte de erfaringer videnskaben - og nogle få visionære virksomheder - har gjort sig, til resten af erhvervslivet og alle os andre. Ud over Csikszentmihalyis flow-begreb er en hjørnesten i bogen den opdagelse, at ydre motivation - pisk og gulerod - er stærkt overvurderede. Hvis folk skal lave noget hårdt og kedeligt, som samlebåndsarbejde, kan det være nyttigt. Men langt bedre går det, når man giver folk mere frihed i opgaveudførelsen samtidigt med, at de bliver bevidste om meningen med opgaven. Gulerod og pisk bliver derimod helt virkningsløse, når folk skal løse opgaver, der kræver mere selvstændig tænkning. Forsøg og undersøgelser fra det virkelig liv viser, at folk simpelthen bliver dårligere til kreativ, selvstændig problemløsning, jo mere de tænker på en økonomisk belønning eller et nederlag over ikke at kunne løse opgaven.

Pink overbeviser især med eksemplet fra virksomheden 3M, der indførte en regel om, at de ansatte kunne bruge 15% af deres tid på projekter efter eget valg. Post-it blev opfundet under sådan et projekt. Siden har blandt andre Google haft stor succes med konceptet. Netop brugen af eksempler fra succesrige virksomheder og fra videnskaben vil nok gøre, at Pink vil have lettere ved at overbevise nogle af de folk, der faktisk har mulighed for at ændre flere menneskers arbejdsliv til det bedre, og som læser bøger fra L&R Business. Det glade budskab er nemlig ikke bare resultatet af velmenende pædagogers ønsketænkning, nej, den skulle være god nok.

For at forstå, hvor vigtigt disse flow-oplevelser - hvor man gør noget, uden at opnå noget med det - er, kan man overveje et eksempel fra bogen. Csikzentmihalyi fik under et forsøg folk til at lade være med at gøre ting, der ledte til flow. Efter bare to dage måtte de afbryde forsøget, da forværringen af forsøgspersonernes sindstilstand var alt for drastisk!

Undertegnede er helt enig med Pink i, at Csikzentmihalyi fortjener en nobelpris. Csikzentmihalyis egen bog "Flow" er dog et langt bedre argument for det, men "Motivation" er også god, hvis man vil have en mere management-rettet tilgang.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Daniel H. Pink: Motivation - den overraskende sandhed om hvad der driver os

L&H Business, 253 sider
ISBN: 8711402318