Flere nyheder

 
Litteratur
Fiktiv selvbiografi

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Fiktiv selvbiografi
Man. 24. okt. 2011




Den letbenede elegance fra 1700tallet springer gennem alle 638 sider. "Tristram Shandys levned og meninger" har et tydeligt slægtsskab med det ironiske heltekvad om Don Quixote fra starten af 1600 og frem i tiden til James Joyce og Virginia Woolf i begyndelsen af forrige århundrede. Humor, sprogblomster og sublim fortællekunst.

Titelfiguren og romanens fortæller, Tristram Shandy, forsøger at skrive sin selvbiografi. Men skriften er for langsom, og livet overhaler indenom i hurtige spring med begivenheder, som han ikke har det største overblik over eller andre gange har så gigantisk et overblik over, at hver detalje må med.

Centralt i den voksende beretning står fader Shandy og hans labyrintiske livssyn, den militærtossede onkel Toby, korporal Tim, paster Yorick, Dr. Slop, enkefru Wadman og selvfølgelig fortælleren selv, selvom han ikke kommer til verden før halvvejs inde i bogen. Men det er en imponerende viden, han har om sin tilblivelse og nævnte karakterers levned og meninger før han selv har tilsluttet sig dem.

Den egentlige hovedperson er skrivestilen, som henvender sig direkte til læseren- Tristram Shandy skælder ud, roser, forklarer, fortæller op og ned ad stolper og ud af sidespor, som umiddelbart virker perifere, men sidenhen viser sig at være meget væsentlig beretninger. Der er mange metalag i romanens fortællestil, og ligesom hovedpersonen er romanens fortællestil, er bogens egentlige handling det at læse. Denne metalæseoplevelse formidles umådelig let og elegant med hvad der udmiddelbart virker som et rod af tråde i alle farver, men viser sig at være et sindrigt konstrueret spind med klare tråde i alle røde nuancer.

Morten Søndergaard har til denne udgave skrevet et formidabelt forord, som på få sider ægger læserens appetit og lyst til at kaste sig ud Sternes univers med Shandy'erne og dandyerne. Det er meget godt at være forberedt på, hvilken leg med ord, der venter læseren, hvis det er første gang, man kaster sig ud i denne vitale humor, de burleske sidespring og fandenivoldske kommentarer fra fortællerstemmen, der konstant forsinker og afsporer historien. Ligeledes er der et efterord af Søndergaard, som også er en god sparringspartner for læseren efter denne storm af ordekvilibrisme.

De første to bind om Tristram Shandy udkom i 1760, og blev en stor succes med al sin skandale. Efterfølgende udgave han syv bind i serien om Tristram Shandy, mens de tiende bind efter fortællerens udsagn blev en abort. Nu er alle ni bind udkommet i en samlet bog i Rosinantes klassikerserie - og tak for det!

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Laurence Sterne: Tristram Shandys levned og meninger
Oversætter: Bente Ahlers Møller
Rosinante, 638 sider
ISBN: 8763818450