Flere nyheder

 
Film
Kick-ass Panda

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Kick-ass Panda
Ons. 2. nov. 2011

Den bedårende og ret seje panda - der i 1'eren blev oplært som dragekriger - er nu tilbage i en absolut vellykket 2'er. Der er endnu mere indre og ydre kamp for den gæve bjørn. Og han gør det så godt, at man kun kan se sig besejret.

Animationsfilm er i dag så gode, at de ikke kan kaldes en genre i sig selv, men derimod en fortælleform. Kung Fu Panda 2 er en formidabel og børnevenlig film, som emmer af god gammel Hong Kong-action med forrygende kampscener, amerikanske actionkomedier med fjollede situationer og one-liners og de historiske martial arts-film med spørgsmål om en nybagt helts fortid. Alt sammen serveret i et skønt animeret univers, som på fantastisk vis går fra toptunet computeranimering i størstedelen af fortællingen, til klassisk tegnefilm i drømme- og flashback sekvenser og smukke grafiske 1-dimensionselle billeder i intro og outro.

DreamWorks er eksperter, når det kommer til at mikse cool stemning med nuttede udtryk. Det er der ingen tvivl om efter karaktererne i de to Kung Fu Panda-historier (2008, 2011) historier, de populære Madagaskar-fortællinger (2005, 2008) og undertegnedes DreamWorks-favorit Monsters vs. Aliens (2009). Fordi beretningen om den kæmpende panda henvender sig til børn, er det tilladt at lade det sjove, søde og skøre fylde rigtig meget. Og det gøres så elegant i selskab med pandabjørnen Po og hans hårdtslående venner. Faktisk så elegant, at disse animerede helte er at foretrække frem for mange af de store, stærke kampklare real-life skuespillere - også selvom man for længst er fyldt 15 år og har tilladelse til at se alle de barske kung fu løjer i andre film.

En anden side af kampfilmene, som gør sig bedre i en animeret fortælleramme, er de store filosofiske spørgsmål: "hvem er du?", "hvad er indre fred?" og andre identitetstemaer, som går igen i denne genres film. Fordi filmens publikum har en lav gennemsnitsalder, bliver disse spørgsmål spiselige, mens de tit forekommer banale og slidte i de ellers meget smukke martial arts-film, som henvender sig til voksne.

DVD-versionen byder på en masse ekstramateriale. Bl.a. er der kommentatorspor og slettede scener. Allerstørst gevinst er nok mødet med det ekstraordinære cast, som giver det skønne visuelle univers et perfekt auditivt match. Den altoverskyggende hovedrolle, pandaen Po, er indtalt af Jack Black, hans venner har fået stemmer af bl.a. Lucy Lui, Angelina Jolie og Dustin Hoffman, mens denne films superskurk er vanvittigt vellykket indtalt af Gary Oldman. Og så er der selvfølgelig actionstjerner som Jean-Claude van Damme og Jackie Chan. Kung Fu Panda 2 er en på alle måder gennemført ode til kung fu-filmene.

Kung Fu Panda 2
Ude på DVD og Blu-Ray fra DreamWorks
Se filminfo