This Time er en plade, der på samme tid trækker tråde tilbage til fortidens popklassikere, og samtidig er helt sig selv, og giver derfor et stærkt bud på, hvordan moderne pop kan skæres.
Det Københavnske band Labrador har siden de tidligere 00‘ere konsistent udgivet plader i høj kvalitet, men har dog formået at undslippe den danske mainstream-radar - med undtagelse af singlen "In a Blue Balloon", der var på P3's "uundgåelige"-liste i 2002.
Bandet, som blev grundlagt af tidligere medlemmer af halvfemserbandet Greene, specialiserede sig i blød, funket pop med syrejazz og lounge-elementer, Musikken lægger sig dermed i godt selskab med bands som Jamiroquai, 4Hero og Stereolab. Her ligger muligvis også en af årsagerne til bandets manglende succes i Danmark, da deres lyd var mere rodfæstet i 90‘ernes naivistiske pop og Nu Jazz, og har måske virket anakronistisk i forhold til 00‘ernes plastikagtige R&B og Nik & Jay-bling, som på det tidspunkt dominerede de danske hitlister. Dog fik Labrador stor succes i udlandet, især i Tyskland, hvorfor bandet i dag har sin base i Berlin.
Labradors nye plade This Time har en mærkbart anderledes lyd end Labradors tidligere plader, måske pga. udskiftningen af størstedelen af den originale besætning - med undtagelse af den rødhårede forsanger Flemming Borby, som udover rollen som vokalist og multi-instrumentalist, skriver alle bandets sange. Mange af sangene vækker minder fra popmusikkens guldalder, især Beach Boys, grundet den udbredte brug af retrosynth-arrangementer og guitaristen Tom Krimis imponerende surfrock-soloer.
Flere af sangene har dystre arrangementer og dybe ekkoeffekter, som derfor afviger stærkt fra Labradors ældre lounge-lyd, men passer måske derfor bedre som akkompagnement til Flemming Borbys melankolske New Wave-agtige vokal, som har en del til fælles med Pet Shop Boys' Neal Tennant. De storladne produktioner kan til tider tage magten fra Borbys vokal, men hans afslappede karismatiske stemme dominerer dog størstedelen af albummet.
Man kan frygte, at med pladens mangel på en single, der skiller sig ud, og en hitliste-venlig lyd, at Labrador igen forbliver ubemærket på mainstream-radaren. Men med bandets potentiale til en smal kult-fanbase, i selskab med andre eksport-venlige danske indiebands som Raveonettes, kan man håbe på, at Labrador kan få den respekt de fortjener fra de danske lyttere.
Ude som cd og download fra Divine Records
