Flere nyheder

 
Teater
Cohen teaterkoncert

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Cohen teaterkoncert
Tir. 15. nov. 2011

Aarhus Teater opfører efter succesen med Nick Cave-teaterkoncerten nu en teaterkoncert baseret på Leonard Cohens sange. Igen er tekstuniverset oversat til dansk, og stemningen er både dyster og rørende.

Med sådan et forlæg er det knald eller fald. Forfladiger man Cohen, er det utilgiveligt. Formår man derimod at lade være med at spolere ham, er der til gengæld dømt høj kvalitet og stor succes. Instruktør Rolf Heim har dygtigt evnet det sidste. Teaterkoncerten er meget tro mod Cohens særegne stemning af dekadence og forfald og har samtidig et skarpt blik for det sanselige og humoristiske i hans univers. Det giver sig også til udtryk scenografisk. Der bliver bogstavelig talt 'væltet rundt' på det bløde skumgummigulv og 'gået godt til den' ved det lange vindækkede bord. Med en sidste nadver-setting er der således sat i scene til en forbavsende fysisk og dynamisk iscenesættelse af Cohens sange med mængder af druk, hor og begær, som det sig hør og bør.

Et af de første numre er 'Lukketid' (Closing Time) og hermed indikeres en fin tidsakse. Forestillingen begynder når det hele lukker ned, og der lukkes og slukkes først når det for alvor er ved at blive dag igen. I mellemtiden må man som publikum hengive sig til et sandt følelsesbombardement. Store paukertrommer, trækbasun, kæmpe xylofonlignende klokkespil og trækharmonika er med til at kreere den rette storladne stemning i denne køns- og kærlighedskamp.

'Ring the bells' bliver til smuk dansk poesi som; 'Ring den ellevte time ind og glem dit ædle offersind', men der er nu alligevel forskel på Cohens; 'There is a crack in everything, that's how the light gets in' og den lidt flade danske version; 'Der er en sprække i alting, som lukker lyset ind'. Cohen bliver oplagt noget andet på dansk, og den slags nuancetab må accepteres i en flot formuleret fri fortolkning, som fortjener stor ros.

Med de danske oversættelser af Cohens sange er det umuligt ikke at tænke på det ret ujævne album; På danske læber (2006), hvor en perlerække af danske kunstnere fortolkede Leonard Cohens sange på dansk. Forestillingens tekster minder ikke så lidt om en del af disse numre, men indeholder mere humor på godt og ondt. 'Jeg er din mand' (I'm Your Man) lades lidt i stikken som dystre fuldemansløfter og med ironiske tekstbidder som; 'Vil du have en lur imens'. Her må Under Byens fremragende version i ovennævnte album fremhæves. De har et kompromisløst fokus på nummerets ømhed, som teaterkoncertens udgave ikke er i nærheden af.

Faktisk balancerer teaterkoncerten på kanten af det fjollede flere gange. Det fungerer i 'Pergament Hotel' (Paper Thin Hotel), fordi Carsten Svendsen får formidlet en imponerende desperation, som kan bære lavkomikken i det korpulerende par 'på den anden side af væggen' - der i forestillingen ret genialt befinder sig lige under det bord, som han ensomt balancerer ovenpå. I 'Dance me to the end of love'-fortolkningen kammer det dog over. Pernille Højmark tager helt konkret 'bukserne på', og hvad der kunne have været ømt ender med at blive en plat dans, hvor det skal være umådeligt morsomt i flere minutter, at Thomas Bang agerer dame.

Bortset fra disse anker er der dog mange roser til denne bevægende forestilling; 'Miraklet' (Waiting for the Miracle) giver decideret gåsehud, og de groteske dukker fungerer fantastisk i 'Stå ikke der med din stådreng' (Don't go home with a hard on) som variation i scenebilledet og ikke mindst til at føre de kødelige lyster til dørs(!) 'Alle ved besked' (Everybody Knows) præsenteres flot som en fællessang, der stiger i intensitet og legen med det religiøse er igen i spil med 'Her og nu', som fremsiges som en anden trosbekendelse. Pernille Højmark er god i soloen 'Først tager vi Manhattan' (First We Take Manhattan) og i 'Tag min vals' (Take This Waltz), hvor hun vrængende synger; 'Jeg vil have dig og have dig og have dig'. Ligeledes er der er imponerende fremdrift i 'Din fremtid' (The Future) og 'Halleluja'-coveret er begunstiget af Helene Gjerris operarøst og en elguitar der spilles som en harpe. Det er himmelsk, og teaterkoncerten er så absolut noget, man bør unde sig selv.

Cohen teaterkoncert på Aarhus Teater
Se spilletider