Flere nyheder

 
Litteratur
Harmonika-Veronika

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Harmonika-Veronika
Tir. 22. nov. 2011

"Veronika lyder som en harmonika" er en prisbelønnet børnebog skrevet af den debutterende Rebecca Bach-Lauritsen og illustreret af Stian Hole. Både tekst og billeder er rørende og finurlige for alle læsere uanset alder.

Veronika er flyttet til en forstad til en ny by med en ny skole og nye børn og lyde og lugte. Nye idioter og morens nye kærester. Veronika synes bestemt ikke om at flytte. Og hendes flytte-antipati bliver ikke mindre af at moren og lillesøsteren godt kan lide at flytte - og moren tilmed er blevet kærester med flyttemanden, der hjalp dem op i den nye lejlighed.

Umiddelbart kan fortællingen om Veronika og flytningerne, morens skiftende kærester og hovedpersonens boblende vrede lyde som en tung og tør omgang socialrealisme før børn. Men fortællingen styrer let og elegant udenom de klichéfyldte fælder af stereotype karakterer og problemstillinger.

Med poetiske beskrivelser af Veronikas indre, giver Rebecca Bach-Lauritsen stemme til en 11-årigs frustration over at være DEN NYE PIGE. Veronika er jo ikke ny - det er alt det andet, som er nyt. Men den gamle pige i det nye univers opdager nye sider af sig selv. Hun kan lyve for sin mor. Hun kan lægge farlige planer. Hun kan sparke og larme. Og hun ved ikke altid hvilken Veronika, hun egentlig er.

Veronika lyder som en harmonika er en fortælling om identitet. På en elegant og implicit måde præsenteres forskellige identifikationsproblematikker, som børn slås med; køn, sociale relasioner, familiært ophav, hår, som bliver elektrisk efter for megen børstning, ubetinget søskendekærlighed og jalousi.

Udover Bach-Lauritsens fabulerende og samtidig realistiske sprog, kan læseren forsvinde ind i Stian Holes sublime illutrationer. Udover den gyldne forside med et præcist portræt af Veronika, er der 5 dobbeltsidede billeder. De er alle sort-hvide, og forholder sig eksplicit til bogens handling men i et suggestivt univers, der giver læsere i alle aldre mulighed for at forsvinde ind i stemningen.

En skøn bog til piger og drenge med tænksomme hoveder og flyvske temperamenter.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Rebecca Bach-Lauritsen: Veronika lyser som en harmonika
Illustrationer: Stian Hole
Høst & Søn, 66 sider
ISBN: 8763819902