Flere nyheder

 
Film
Mia & Migoo

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Mia & Migoo
Tir. 22. nov. 2011


Billede: Angel Films

En fransk tegnefilm om pigen Mia og de mærkelige væsner migoo'erne kan nu opleves i udvalgte danske biografer. Mia & Migoo er flotte streger, god lyd og en noget speciel handling.

Mias far tvinges til at forlade hende for at arbejde i junglen med en boring af en vejtunnel. Den skal føre fremtidige gæster til et kommende luksuriøst hotel. På mystisk vis bliver han indespærret i tunnelen, og Mia beslutter sig nu for egenhændigt at finde ham. På sin rejse dertil møder hun de ganske særlige væsner, migoo'erne. Migoo og hans migoo-venner passer på livets træ - et træ som er nødvendigt for at Jorden og dens skabninger kan overleve. Der er dog et problem - træet gror lige der, hvor hotellet skal opføres. De to nye venner får nu nok at gøre med at finde Mias far, og ikke mindst, redde planeten Jorden fra at dø.

Det visuelle univers er intet mindre en vidunderligt! Den naive streg, som tegner opfindsomme figurer og mennesker af forskellig støbning, er ikke det eneste, som fortjener ros. Den smukke baggrund af landsaber i impressionistisk stil er kombineret med en farverighed fra ekspressionismen. Europæisk kunsthistorie og japansk manga-stil går glimrende i spænd og gør Mia & Migoo til en visuel stærk oplevelse.

Lydsiden er også god. Ikke bare stemmerne, som leveres af et godt castet skuespilhold - ligefra ung til gammel. Men også lyden af ild og vand, vind og alt det andet, som er umådeligt vigtigt i alle typer film, fungerer som det skal.

Opfindsomhed er der nok af i Mia & Migoo. Opfindsomhed, som giver sig til udtryk både i karakterer og i handling. Fortællingen foldes ud som en god blanding af eventyrklassikere som Rødhætte og Snedronningen, hvor børn er på en mission og sætter livet på spil undevejs. Mia & Migoo har et solidt afsæt i samtiden med voksne, der taler i mobiltelefon konstant og andre bekendte ting fra de unge biografgængeres verden.

Men opfindsomheden bliver også en hæmsko for filmen. Den vil så meget; den vil vise de særeste skabninger, sprænge de gængse spændingskurver, prædike om at vi skal passe på vores jord og tale pænt til hinanden. Og den store Disney-morale om at familie er det vigtigste i verden får også lov at fylde meget. Det er jo dejligt med en tegnefilm, der vil eksperimentere med handling og fortællemåde, karakterer og relationer. Men der er for mange eksperimenter i denne film, og de følges ikke helt til dørs. Med undtagelse af filmens visuelle side, som lykkes til perfektion.

Mia & Migoo
Se spilletider