"Peace" - som i virkeligheden handler om krig - er årets præsentationsforestilling for den nye generation af flyvefærdige skuespillere fra Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole.
Peace er skrevet af den tyske dramatiker Falch Richter i 2000. Der er ikke rigtig nogen historie i stykket. I hvert fald ikke i den gængse forstand med et kronologisk forløb - det er mere et kritisk tidsbillede af hvordan nogle mennesker profiterer på krigen af alle de forkerte grunde. Og stykkets budskab er, at de med deres skildringer af krigen -som henholdsvis reportere og kunstnere - blot er med til at puste yderligere til gløderne.
Der er selvfølgelig ikke noget galt i at skildre et tidsbillede i stedet for en historie. Men i dette tilfælde gør det, at stykket virker lidt langtrukkent, fordi man ikke rigtig fornemmer den store fremdrift. Heldigvis er der tilsat nogle gode skuespils præstationer og en lille sjat humor, der får det til at flyde alligevel.
Vi er i en lejlighed, hvor alle otte tilsyneladende bor. En lejlighed og et sted der er så ligegyldigt for fortællingen, at det er bygget i papkasser. Her imellem papkasserne bor de otte unge mennesker, der alle på hver deres måde bruger krigen og skildringen af den til at tjene godt.
Alle har de også deres dæmoner at kæmpe med. Mest synligt i karakteren Marc, der også bruger en pæn del af scenetiden uden en trevl på kroppen. De andres lidt mere skjulte dæmoner træder efterhånden også frem, og viser hvordan de hver især er pressede af forventninger, stress og en tiltagende dårlig samvittighed, som til sidst kulminerer og får det hele til at flyde over.
Det er et ret specielt stykke, som ikke lægger fingrene imellem hvad enten det handler om sex eller vold, og gør nærmest en dyd ud af at være provokerende.
Men det er provokerende på en så direkte "in your face" måde, at man hellere vil flytte hovedet end tage det til sig, og det gør faktisk, at det aldrig rigtig kommer ind under huden. Man går derfra lidt provokeret - måske endda irriteret - men dagen efter er det glemt igen.
En præsentationsforestilling er også lidt speciel, da den jo skal fungere som en eksamen for og præsentation af det nye unge kuld af skuespillere. Og det kræver at de har lige store roller, at de har mulighed for at vise flere aspekter af deres (forhåbentlige) alsidige talent, og at de hver især får deres individuelle spot i rampelyset, typisk med en monolog.
Af de nye skuespillere vi fik præsenteret må fremhæves Peter Zandersen, som spiller den skøre og udfarende Marc, og Marie Søderberg, som spiller den stressede forretningskvinde Kat. De to formåede virkelig at komme ud over scenekanten, og var troværdige hele vejen igennem. Meget flotte præstationer særligt af de to.
Scenografien (papkasserne) og kostumerne har Peter Schultz, 4. års elev på Statens Teaterskoles Scenografiuddannelse, stået for. Hans ide med lejligheden som et papkasse-landskab fungerer rigtig fint til dette stykke.
Det er et stykke man naturligvis skal se hvis man gerne vil stifte nærmere bekendtskab med de otte nye skuespillere, og hvis man føler man lige trænger til en spand provokation i ansigtet.
PEACE på Odense Teater
Se spilletider
