Flere nyheder

 
Teater
Der var engang en dreng...

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Der var engang en dreng...
Man. 28. nov. 2011

...som fik en lillesøster til jul. Det er titlen på årets juleforestilling på Odense teater, som er skrevet af komikerparret Wikke og Rasmussen, og er en musical med masser af energi og gode, velsungne sange, hvor julestemningen dog aldrig indfinder sig.

Umiddelbart kunne man jo godt tænke at netop dette stykke, der også kendes fra filmen Der var engang en dreng der fik en lillesøster med vinger, var et lidt specielt valg som årets juleforestilling. Og det tænker man desværre stadig efter stykket.

Det er ikke lykkedes at få hældt julestemning ind i det lidt besynderlige stykke, og den lille ændring i titlen viser meget godt det mislykkede forsøg på at gøre et stykke, der slet ikke har med jul at gøre, til et julestykke ved at påklistre lidt julede elementer.

Det virkede bare ikke. Æbleskiverne og gløggen der blev serveret i pausen virkede nærmest fejlplacerede, og man var ikke mere i julestemning da man gik, end man var da man kom.

Og det er ærgerligt, da netop julestemningen burde brænde igennem i det årlige julestykke.

Stykket handler om drengen Kalle, der får en lillesøster, som har vinger. Eller, det vil sige, ifølge lægerne er der tale om hudlapper. Men Kalle er sikker på, at hun kan flyve. Efterhånden som hun vokser bliver hudlapperne dog et problem for hende, og forældrene beslutter at de skal fjernes.

Men det vil Kalle ikke have. Han er stadig overbevist om at det er vinger. Derfor begiver han sig på en jagt over stok og sten i et forsøg på at nå frem til hospitalet tids nok til at stoppe operationen. Undervejs møder han både pandekagedamer, Snehvide og syv granvoksne dværge, og eneboeren Alf, der bliver Kalles følgesvend på det meste af deres eventyrlige færd.

Skuespillerne gør det generelt godt, og har stemmerne til også at bære stykkets stærke musikalske side flot igennem. Hovedpersonen Kalle spilles af Marie Nørgaard, og selvom det virkede som om hun lige skulle finde sig til rette på scenen, leverede hun en fin præstation som var troværdig og formåede at fange publikum.

Selve historien er meget speciel og kan godt virke som et lidt voksent stykke, med en humor der i flere tilfælde rammer de voksne lidt mere end børnene, selvom det helt unge publikum også så ud til at være godt underholdt.

Underholdningsværdien faldt dog en del i andet akt, der virkede noget tungt og langtrukkent i forhold til første.

Scenografien skal også lige nævnes - for her har man tænkt ret kreativt, og har faktisk gjort en dyd ud af, at man netop ikke har samme effekter til rådighed på en teaterscene som i en film.

Odense Teater formår at skabe den magiske illusion ved at bruge hjælpemidler så åbenlyst, at man forstår de ikke er en del af historien. Og det virker!

Der var engang en dreng som fik en lillesøster til jul, Odense Teater
Se spilletider