Flere nyheder

 
Film
Den Sidste Rejse

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Den Sidste Rejse
Tor. 15. dec. 2011




Er man som undertegnede hverken underholdt af Finn Nørbygaard eller Jacob Haugaards gamle jokes eller Lasse Spang Olsens 'det er altid sjovt, når nogen slår på damer med gråt hår'-humor, skal man holde sig langt væk fra "Den Sidste Rejse"!

Og spørgsmålet er, om man ikke også skal holde sig væk, hvis man er trofast fan de gamle komikere eller dedikeret dyrker af stuntmandens action-komedier. Den Sidste Rejse forsøger at ramme et meget bredt publikum med denne 86 minutter lange film, men risikerer at miste de fleste undervejs.

I et forsøg på en Frank Hvam og Casper Christensen-agtig fortællestil, går manuskriptet tæt på virkeligheden og byder på jokes om Nørbygaards store tab efter IT Factory-skandalen i 2008. Jokesene vækker dog noget mere medlidenhed end latter.

Der er masser af masser af traditionel Finn & Jacob-humor, som primært går ud på, at ting er sjove, når de siges på jysk. Et gennemgående tema er, at de to herrer opfører sig som et ældre ægtepar, hvor Finn har indtaget rollen, som den forurettede lillemor, der ikke får nok opmærksomhed, som hun går derhjemme og laver mad.

Der er også masser af typisk Spang Olsen-humor, som primært går ud på, at vold er skægt. Det er et univers, hvor det er sjovt, når nogle bliver skudt og især når nogle bliver slået ned. Især skal det være sjovt, når den lykkepillespisende Finn, kommer til at slå folk, der siger "Ved du hvad?", fordi det er et spørgsmål, som han ikke kan svare på. Knytnæverne er tilsat en overdreven lyd, som for alvor skal rykke i smilebåndende i biografen.

Den form for humor har Anders Thomas Jensen skrevet til perfektion i Blinkende Lygter (2000), De grønne slagtere (2003) m.fl. Men det er ikke lykkedes for Lasse Spang Olsen at skrive eller instruere et univers, hvor det fungerer.

Den overdrevne lyd ved de voldelige indslag går igen i smasken og andre situationer - f.eks. når de tidligere Squash-sælgere hælder godt med vodka i en nyåbnet Squash-dåse. Men i stedet for at gøre scenerne ekstra sjove, understreger de hulheden i den forcerede humor.

Se spilletider
Se filminfo