Flere nyheder

 
Litteratur
Hemmelige Haver

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Hemmelige Haver
Fre. 16. dec. 2011

Havemanden Claus Dalby er altid produktiv. Denne gang er vi ikke i hans egen overdådige have - han er i stedet gået på jagt efter fund, der er gemt bag de danske hække. Ideen er god, og der er bestemt mange guldkorn imellem. Desværre dominerer Dalbys egen smag så meget, at man stadig kunne være i hans egen have.

Claus Dalby er altid på jagt efter nye spændende tendenser i havemiljøet, og er specielt fortaler for en stil, der er overdådig som engelske cottage-haver, men også meget smagfuld og afdæmpet i farvevalget. Det er altid meget spændende at følge hans æstetiske overvejelser og nydelige billeder på hans egen blog. Her får man også indtrykket af en mand, der næsten er "rejsende i haver" og har adgang til en del, vi andre aldrig ser.

I bogen Hemmelige haver har han overbevist en række danske haveejere om at vise haverne frem. Det er generelt en stor fornøjelse at se disse menneskers livsværk, som haverne i flere tilfælde er. Man lægger planer, længes efter foråret og får nye ideer og ny viden om planteslægter, og på den vis gør bogen, hvad man kunne ønske sig af en havebog.

Bogen lægger godt ud med historien om Søren og Nicos have, hvor der er plads til mange sten og fugle. Søren samler på vintergækker, og kapitlet tager en interessant afstikker omkring de mange sorter, der findes. Desværre er det svært for bogen at holde dampen oppe. Der bliver hurtigt for mange bagvedliggende overvejelser om, hvor forfatteren har hørt om haven, og om hvor svært huset var at finde. Den stil egner sig meget bedre til hans blog eller et andet mere uformelt medie. For en havebog får man også lovligt mange oplysninger om haveejernes baggrund og slægt, og ikke nok om planter og stil.

Det er hyggeligt og livsbekræftende at høre historien om den ældre dame Myrth, og hvordan hun passer sin have. Desværre overbeviser billederne fra hendes have ikke rigtigt. Sådan er det flere steder igennem, hvor man får følelsen af, at Dalby er blevet alt for gode venner med haveejerne og ikke nænner at udelade den fra bogen.

Dalby er generelt en god havefotograf, men flere steder halter billedsiden, og man har svært ved at få et overblik over de haver, man lige har læst en masse om. Det er særligt slemt i et kapitel, der handler om det vanskelige anlæg af en have på en skæv grund. Et nærbillede af en pinselinje demonstrerer ikke, at projektet er lykkedes, mest at Dalby er glad for pinseliljer.

Alle haverne er ganske rigtig udtryk for god smag, flid og opfindsomhed. Men om man kan lide bogen, afhænger lovlig meget af, om man kan lide Dalby. Det er sigende, hvor meget haverne i bogen ligner Dalbys, når man sammenligner med, hvor forskelligartede de haver Terrence Conran har designede i Outdoors er. Tag det som en anbefaling eller en advarsel.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Claus Dalby: Hemmelige haver
Klematis, 239 sider
ISBN 978-87-641-0619-0