Er Julian Assange - grundlæggeren af WikiLeaks - en sandhedssøgende folkets røst i kampen mod manipulerende og undertrykkende stater og organisationer? Eller en sexistisk computernørd med forfølgelsesvanvid?
I selvbiografien Julian Assange - selvbiografien er der ingen tvivl: "Afsløring er ikke blot en handling; det er en livsform. I min bevidsthed indebærer det både fornuft og følelse; man er det man ved, og ingen stat har ret til at gøre en mindre end man er. Mange moderne stater glemmer, at de er blevet grundlagt på oplysningens principper, at viden er en garant for frihed, og at ingen stat har ret til at udøve retfærdighed som om det blot er en gunstbevisning fra staten," proklamerer Assange.
Vi er altså oppe i de højere luftlag med hele den moderne retsstat og dertil hørende frihedsrettigheder som kampplads. Absolut interessant i en tid med en mulig rigsretssag under opsejling, en Jægersbogssag, generelle diskussioner om samspillet mellem embedsapparat, politikere og hjemlige medier foruden daglige brud på internationale konventioner og menneskerettigheder.
Forfatterens ambitioner fejler ikke noget - han har således annonceret, at håbet med selvbiografien var at levere "et samlende dokument for vores generation". Efter bogens færdiggørelse har han dog fortrudt og forgæves forsøgt at trække den tilbage.
Og man forstår hans forbehold. Der er langtfra tale om et samlende dokument for en generation, men om en til tider interessant historie om en idealistisk computer-pionérs rejse. Et barn af vandmandens tidsalder, som gennem sin ungdoms hacker-eventyr og hårdt arbejde bygger sig ideologisk og håndværksmæssigt op til at lancere den banebrydende WikiLeaks hjemmeside.
Bogen har sit absolut mest interessante tyngdepunkt i Assange's opgør med de traditionelle journalister, som han ikke har noget imod - de er i hans univers bare en uddøende race, der kæmper en forgæves kamp for sin legitimitet: "Vi er de nye journalister. Bedre journalister", hævder han selvsikkert.
De traditionelle medier er blevet regeringernes skødehunde og accepterer i alt for høj grad at begrænse offentliggørelse af oplysninger af hensyn til eksempelvis nationens sikkerhed, mener Assange. Han påpeger, at det ikke er dokumenteret, at Wikileaks har offentliggjort informationer, som har ført til tab af menneskeliv.
"I min optik forekom dette at være en ny vej frem for samfundene; at få medierne til at stå til ansvar over for deres modtagere, at gøre de handlende kræfter synlige og bryde det greb om informationerne, som blev opretholdt af regeringerne og deres villige samarbejdende fjerde statsmagt rundt om", skriver han.
Det er tankevækkende, at Assange oplever netop aviserne New York Times og The Independent som vendekåber i kampen for informationsfriheden. Ifølge hans egen udlægning bliver han offer for en "honningfælde" i værste spionstil under sit ophold i Sverige i 2010 og straks vil disse hæderkronede institutioner have fjernet deres logo som mediesamarbejdspartnere og ikke associeres med en organisation ledet af en sexgal og - ifølge New York Times - ildelugtende computernørd.
Bogen er lidt selvsmagende og forfatterens tårnhøje ambitioner bliver ikke indfriet, men der er dog både underholdning og substans i denne lidt ufærdige selvbiografi.
Køb eller bestil bogen på saxo.com
Julian Assange: Selvbiografien
Tiderne Skifter, 341 sider
ISBN 978-87-7973-485-2
