Flere nyheder

 
Film
Sherlock Holmes: Skyggespillet

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Sherlock Holmes: Skyggespillet
Søn. 25. dec. 2011

Sherlock Holmes er den første store privatdetektiv i fiktionens verden, som har bjergtaget læsere, biografgængere, tv-seere og teaterbesøgende siden de første bøger blev trykt i 1873 til i dag - og sikkert langt ud i fremtiden.

Sherlock Holmes er hovedperson i mere end 60 historier. Sir Arthur Conan Doyle er forfatteren bag den vidende opdager, som angriber enhver kriminalgåde som et videnskabeligt problem. Holmes finder sammenhænge og spor i dagligdagens genstande, som andre overser. Sherlock Holmes beskriver sig selv som en "konsulterende detektiv", da han konsulteres i en sag, der har vist sig at være for vanskelig for andre efterforskere. Han er altså det, man kunne kalde den ultimative detektiv.

Holmes er inspireret af Edgar Allan Poes figur C. August Dupin og den franske forfatter Emile Gaboriaus romaner om detektiven Lecoq. I romanen Et studie i rødt konfronterer den trofaste hjælper og assistent, Dr. Watson, Holmes med de ovenstående sammenligninger. Sherlock Holmes er på ingen måde imponeret.

Holmes-historierne er med andre ord et litterært univers fyldt af intertekstuelle referencer, som bruges aktivt til glæde for nørderne - uden at ikke-indviede føler sig oversete.

I samtiden var fortællingerne om Sherlock Holmes så populære, at mange opfattede ham som en levende person. Sherlock Holmes gjorde sin adresse Baker Street 221B lige så udødelig som sig selv. Selv om adressen også var fiktiv, er den på grund af bøgernes popularitet blevet oprettet, og Baker Street er en af de mest kendte gader i verden og et populært turistmål. I 1990 åbnede Sherlock Holmes Museum i Baker Street i en bygning fra 1815. Over døren står adressen: 221B.

Det er derfor ganske forståeligt at mange teater-, tv- og filminstruktører har kastet sig over den udødelige detektiv og hans loyale hjælper. Sherlock Holmes er en af de hyppigst filmatiserede helte med over 200 film. 79 forskellige skuespillere har prøvet kræfter med den berømte detektiv - fra den første indspilning i 1900, efterfulgt af flere stumfilm, talefilm, tv-film og tv-serier på flere forskellige sprog.

Den skuespiller, der har fået størst publikumssucces som Sherlock Holmes, er Jeremy Brett med tv-serien The Adventures of Sherlock Holmes (1984-94), som ofte har kunnet opleves på dansk tv. Lige for tiden er det DR2, som inviterer indenfor i Baker Street 221B fredag kl 20. Er man tilpas Sherlock-agtig i sine observationer og/eller nørdethed, har man kunne opleve en ung Jude law et af de gamle afsnit.

I 2009 kom der nye boller i teen. Guy Ritchie tog sig af de to karakterer. Hovedrollen som Sherlock Holmes spilles af Robert Downey Jr. - en fantastisk rolle, som er suppleret af en lige så dygtig Dr. Watson, spillet af Jude Law. Det er storslået action - og nu er 2'eren så på banen.

Sherlock Holmes: Skyggespillet består af samme fabelagtige trio: Richie, Law og Downey Jr. og denne gang har de selskab af bl.a. Noomi Rapace (Mænd der hader kvinder). God action og god historie går op i en højere enhed.

Se filminfo