|
|
Utilsigtet stødende forsøg på at fortælle om det hårde liv, som politibetjentene må leve, når de vælger at gøre en forskel for omsorgssvigtede børn.
Polisse er instruktør og manusforfatter Maïwenns portræt af dagligdagen hos politiets afdeling for beskyttelse af mindreårige. Lad det være sagt med det samme: denne anmelder er forarget - og ikke på en "al god kunst er provokerende"-måde. Men fordi det er absolut stødende at incest og andre overgreb mod børn skal pakkes ind i humor og flirt.
Vi følger en gruppe betjente med hjertet på rette sted. De planlægger aktioner til tvangsfjernelse af romabørn og afhører børn, som muligvis - mulivis ikke har været udsat for seksuelle overgreb. Betjentene er machomænd og kønne kvinder med masser af stereotypt fransk temperament, som giver sig til kende i kollegiale drillerier og skænderier, spruttende raseri overfor de onde børnekrænkere og en romantisk affære.
Katalysator for historien er en ung, smuk fotograf, som skal følge indsatsstyrken. Det er indenrigsministeriet, som af uspecificerede årsager, har valgt at bestille en rapport med billeder af lige præcis denne politiafdeling. Med hendes øjne skal vi se denne særlige gruppe mennesker - disse hverdagens helte - og komme helt tæt ind på dem og forstå deres virkelighed. Den kvindelige fotograf og den mest maskuline machobetjent har undervejs nogle sammenstød og derefter en romance.
Undervejs er der masser af scener, som skal more biografgængeren - og der var da også en del latter fra biografens mørke, da undertegnede overværede filmen med efterhånden mere og mere korslagte arme og nedadvendte mundvige. En teenagepige fortæller politiet om, at hun måtte give en dreng fra skolen et blowjob, for at få sin mobiltelefon igen, vækker ukontrollerbare grinekramper hos politiet, som smitter af på store dele af publikum. Et skænderi mellem to kvindelige kolleger var ligeledes til stor moro for mange andre end denne filmseer.
Men den allerværste af de "sjove" scener må være den, hvor en bedstefar retfærdiggør at han ragede sit barnebarn mellem benene, mens den lille pige brokker sig over hans udsagn.
Der er ingen tvivl om, at hensigten ikke har været at skabe en stødende film, som kan se det morsomme ved svigtede børn. Men at vise en heltemodig gruppe mennesker med et højt stressniveau, som giver sig til udtryk i skænderier og barsk humor. En idé om at flette de to uforlignelige størrelser socialrealisme og romantisk komedie sammen.
Det er ikke lykkes med Polisse. Det er blevet til en ubehagelig afstandtagen til de dybt alvorlige krænkelser og forbrydelser, som børn udsættes for. Tilsat en mængde forcerede jokes og en lunken affære.
