Flere nyheder

 
Udstilling
Ai Weiwei på Louisiana

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Ai Weiwei på Louisiana
Ons. 28. dec. 2011

Den verdenskendte samtidskunstner og systemkritiker Ai Weiwei kæmper for politisk og kulturel forandring i Kina via sin kunst, der svinger mellem traditionelle, fysiske kunstværker, konceptuelle projekter, sociale aktiviteter, design og arkitektur. Et lille udvalg af hans værker fra årene 2003-2010 udstilles nu på Louisiana.

Ai Weiwei ramte for alvor pressens søgelys, da han blev tilbageholdt og isoleret i 81 dage af de kinesiske myndigheder tidligere i år. Det er i sandhed ikke nemt at være samtidskunstner i Kina, når man også tager sig den frihed at kritisere systemet. Det er dog heller ikke nødvendigvis nemt med politisk eller aktivistisk kunst, som nogle ynder at kalde Ai Weiweis oevre. Der er altid en fare for at de politiske budskaber bliver altoverskyggende, og at kunsten ikke kan bære det. Det var derfor ikke uden forbehold, at undertegnede drog mod Humlebæk for at se den skamroste Ai Weiweis værker.

Den kinesiske kunstner (f. 1975) har især skabt opmærksomhed omkring sit navn med udstillingen på Tate Modern, hvor han fyldte turbinehallen med mere end 100 millioner håndlavede solsikkefrø i porcelæn. Værkerne på Louisiana har en (næsten) lige så storslået og poetisk tone, og det er en meget sanselig oplevelse at se dem. Den omfattende leg med referencer i det enkle formsprog er tilmed virkelig godt formidlet til publikum på museets vægtavler.

Desværre skal der også sluges en god portion politisk korrekthed. Det hele er vældig "safe" og "rigtigt" med en kunstner, der iscenesætter sig som en David imod Goliat. Det undertrykkende Kina fremstår som det naturlige onde, vi belejligt ikke er på hold med, og det er en kontekst, der tigger om at blive udfordret med nogle oplagte ridser i lakken til den vestlige verdens gøren og laden. Her får vi dog i overmål lov til at gå rundt som "de gode" og distanceret mene "det rigtige" om alt det, der er forkert i denne verden.

Ret beset er der fem værker, 7 timers(!) film om Ai Wei Weis aktivistiske virke, et væld af kunstbøger og iPads til gennembladring samt et virkelig godt interview med kunstneren, da han i december 2009 var oppe at forberede udstillingen. Der er således tale om en ganske lille udstilling.

Forever fra 2003 er en slags cykelrotunde, hvor 42 cykler af mærket Forever Shanghai er stablet i et cylindrisk lille tårn. Cyklerne har hverken styr eller pedaler, og det hele kører åbenlyst i ring. Konnotationerne til en retnings- og især fremaddrift, der alt efter temperament er sat kunstfærdigt eller banalt over styr, trænger sig på i forhold til Kina. Hvis man som denne anmelder ikke falder helt i svime over symbolikken og heller ikke synes den passer på den fremadstormende stormagt(!), kan man i stedet dreje blikket over på væggen i samme rum. Her hænger det undseelige lille værk: Hanging Man, som ret genialt viser konceptkunstens konge, Marcel Duchamps profil lavet ud af en bøjle, der er støbt i porcelæn. Det er en lille perle helt i mesterens ånd.

Duchamp-referencen fornægter sig heller ikke i den smukke udendørs lysinstallation: Fountain of light (2007). Den ligner mest af alt det skæve tårn i Pisa forklædt som lysekrone, og dette lysende, glimtende krystaltårn skal optimalt set beundres både i dagslys og mørke. Blandt meget andet er der her igen en ordleg på spil. "Fountain" kan også betyde "pissekumme" på engelsk, og for den kunstinteresserede linker det således direkte til Duchamps berømte urinal fra 1917. På den måde tager Ai Weiwei selvironisk 'pis på' sin kunst, og det klæder ham med lidt humor midt i det nok så accepterede, "rigtige" og smukke.

Trees og Rocks (2009-10) er den installation, der for alvor imponerer. Det har Louisiana måske også selv følt. I hvert fald indgår de to værker nu i Louisianas faste samling. De tre kæmpe "træer" er finurligt stykket sammen af det de forestiller, nemlig træ, og "klippe-gruppen" er udført i porcelæn. Kontrasterne mellem det hårde og skrøbelige og det døde og levende er måske nok søgt, men ikke desto mindre er det et magisk rum at gå rundt i med et væld af symbolbetydning, som der ikke skal tærskes langhalm på her. Det skal opleves.

Louisiana contemporary - Ai Weiwei fra den 18. nov. 2011 til den 12. feb. 2012 på Louisiana.

Se info