Den kun 26-årige debuterende Sam Levinson har med Another Happy Day skrevet og instrueret et intelligent tragikomisk familiedrama. Filmen balancerer smukt mellem det rørende og absurde og byder på fantastiske skuespilpræstationer - og så må de fleste dysfunktionelle familierelationer se sig slået skakmat!.
Another happy day er en dybt sarkastisk titel til dette overflødighedshorn af konflikter, kynisme og menneskelige fejl, hvor smerte og kulsort humor går hånd i hånd med skarp dialog og skæve one-liners. Ellen Barkin spiller fremragende hovedrollen som den nervøse mor Lynn, der med blandede følelser og to uregerlige sønner fra sit nuværende ægteskab, vender tilbage til sydstatsmiljøet i Maryland for at deltage i sin ældste søn Dylans bryllup. En søn hun vel og mærke forlod da han var ganske lille på grund af sin voldelige eks-mand Paul (vidunderlig kikset og håbløs i form af Thomas Haden Church). Dylan, der er vokset op hos sin far og dennes nye kone (Demi Moore), fremstår ikke desto mindre som den eneste velfungerende søn, for ikke at sige karakter, i hele filmen.
Værre står det til med deres fælles datter (Kate Bosworth), der blev hos Lynn dengang hun forlod Paul. Hun har både forsøgt selvmord og skåret flittigt i sig selv siden, og Lynn gruer blandt meget andet for, om hun er mentalt stærk nok til at møde eks-manden igen. Lynn er således filmen igennem på randen af et nervøst sammenbrud godt hjulpet på vej af den lille autist Ben med sine brutale sandheder og hendes mindst lige så utilpassede teenagesøn Elliott. Med sit misbrug af alt, hvad der kan distancere ham fra virkeligheden og sin aggressive skrøbelighed, er han svær ikke at forelske sig i, og så er han tilmed helt og aldeles blændende spillet af den unge, lovende Ezra Miller.
Allerede i åbningsscenen er de to drenge ved at drive deres mor til vanvid i bilen med spørgsmål og et videokamera, og det hele går selvfølgelig kun fra "bad to worse" i den lille uge familien er samlet. Brylluppet skal afholdes i Lynns forældres hjem, og moderen (Ellen Burstyn) viser sig at være en kølig, kontrollerende isdronning, der tog Pauls parti i skilsmissen. Lynns to søstre lader heller ikke de onde søstre i Askepot meget tilbage i deres indskrænkede sydsstatsunivers, som udstilles til spot og spe. Dette sker også i høj grad via Demi Moore, der er decideret priceless som Pauls nye sydstats-skank af en kone.
Meget muligt er det faktisk Demi Moores bedste rolle til dato. En dansescene fra bryllupsfesten, hvor lydsporet er erstattet med stille klavermusik, sætter den livlige stemning i relief og latterliggør hendes kække kjolevalg og kiksede kokettering på dansegulvet, så tårerne triller. Samtidig formår hun at frembringe en menneskelig sårbarhed hos denne karikerede og besidderiske papmor, så figuren løfter sig over sin stereotype skabelon. I det hele taget er det godt gået både af skuespillere og instruktør, at dette overdrevne persongalleri ikke kammer over i ubærlig farce, men bevarer balancen og forbliver vedkommende til det sidste.
Få familier kan battle dramer i denne skala, og det er en ren fryd med så intelligent en håndtering af denne fortærskede genre.
