Flere nyheder

 
Film
Dexter

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Dexter
Man. 9. jan. 2012


Fjerde sæson af den bizarre og uhyre underholdende serie er ude på dvd. Og hvilken sæson! Dexter Morgan er blevet familiefar, og skal nu jonglere de to svære størrelser retsmedicinsk karriere og familielivet i forstaden - og ikke mindst de mange mord...

Dexter Morgan er hovedpersonen i Jeff Lindsays bøger Darkly Dreaming Dexter, Dearly Devoted Dexter, Dexter In The Dark, Dexter by Design og Dexter is Delicious. Dexter Morgan har også fundet vej til TV-skærme verden over via den amerikanske TV-serie Dexter.

Den venlige og akavede Dexter er ansat som blodtekniker ved Miami Metro Police. Samtidig er han en temmelig usædvanlig seriemorder, hvis ofre består af mordere, der er sluppet ustraffet gennem retssystemet.

De første tre sæsoner giver masser af plads til Dexters tanker omkring de forskellige mordere, som han myrder. Og de mange blodige detaljer får også frit løb i de tidligere sæsoner. Det er ikke for sarte sjæle, når Dexter saver ligene i mindre stykker, så han kan transportere dem væk uden at blive opdaget.

I fjerde sæson skal Dexter ud i den svære jonglørkunst, som det er at kombinere de to sædvanlige størrelser: familieliv og karriere. Den omsorgsfulde Dexter vil gerne være en god far, en god mand, en god retsmediciner og så vil han også gerne være en god massemorder. Højst udsædvanlig kombination, men absolut troværdigt i denne genialt konstruerede ramme.

Som en kynisk og vanvittig Robin Hood, fører han sit eget moralske regelsæt ud i livet, og vil gøre verden til et bedre sted. Hans bidrag til en retfærdig verden er at fjerne det uretfærdige. Uden et eneste spor.

Det glider dog ikke som smurt i blod hele vejen gennem fjerde sæson. Dexter Morgan står over for Arthur Mitchell alias Treenighedsmorderen. Det bliver en kamp, der udfolder sig som den mellem Batman og Jokeren og andre superhelte og deres superskurke. De to specielle mænd er hinandens modsætninger og samtidig hinandens spejlbilleder. De skaber hinanden, de hader hinanden, de er aghængige af hinanden og de ændrer hinandens tilværelser for altid.

De to bizarre karakterer er fremragende levendegjort af Michael C. Hall og John Lithgow. Som ekstramateriale på den sidste dvd i boxen er der en samtale mellem de to skuespillere om deres respektive karakterers forhold til hinanden. Derudover er der kommentatorspor på allersidste afsnit og en grundig indføring i de forskellige blodeffekter og kunstige kropsdele.

Det må også lige understreges, at Dexter er ualmindeligt godt klippet og colorgradet. Faktisk er introen en lille kunstfilm i sig selv. Der er mange gode drunge til at den venlige massemorder får fem gigantiske, blinkende og bloddryppende stjerner med på vejen.

Dexter fjerde sæson ude som DVD-sæt fra Paramount