|
|
Den spanske forfatter Julia Navarro har udgivet tre romaner, som er oversat til i alt 25 sprog og har solgt over 2 millioner bøger på verdensplan. Navarros fjerde roman er nu oversat til dansk. I Spanien har Fortæl mig hvem jeg er solgt over 200.000 eksemplarer allerede.
Det var derfor med temmelig høje forventninger, undertegnede kastede sig over den historiske slægtsroman Fortæl mig hvem jeg er. Desværre blev blev de tårnhøje forventinger langt fra indfriet.
Konceptuelt er Julia Navarros 960 sider lange roman noget, som vil tiltale langt de fleste bogorme og læseheste verden over. Det er simpelthen en rigtig god idé! Bogens jeg-fortæller er en ung journalist uden andet arbejde end et par freelanceartikler i ny og næ for en netavis. Hans mor og hans tante har ingen respekt for freelancejournalistik og heller ikke for netaviser. Derfor hepper de to midaldrende kvinder som et entusiatisk heppekor, for at få den unge mand til at skrive deres slægts historie. Eller det vil sige historien om journalistens oldemor - de to kvinders farmor.
Den arbejdsløse journalist kunne ikke være mere ligeglad med sin oldemor og det tabu, som det var, at hun i 1930ernes Madrid forlod sin mand og deres spædbarn. Presset af sin, tante og skrantende økonomi går han i gang med et stort efterforskningsarbejde på en ganske usædvanlig kvinde, som rejste jorden rundt, spionerede, spiste middag med både Trotskij og Mussolinis familie, forelskede sig i glamourøse mænd med masser af penge og forbindelse til dit og dat - og ikke mindst redede den smukke og eventyrlystne kvinde mennesker i alskens farlige situationer.
Det er som sagt ikke bogens koncept, der fejler noget. Idéen om at den unge mand flere generationer senere sendes ud i sin oldemors fodspor, og rejser verden rundt for at tale med bedagede mennesker med interessante historier, er også god. Men kæden hopper meget tidligt af, da det fortælletekniske greb er, at gøre oldemoren til bogens egentlige hovedperson via de gamle menneskers beretninger. Det skal forestille at være vidnesbyrd, som udveksles mellem de forskellige gamlinge verden over og den unge journalist. Men alligevel får læseren ualmindeligt store mængder oplysninger om, hvad oldemoren tænkte, hvad hendes elsker sagde til hende, hvad de spiste til middag og mange andre detaljer, som gør det utroværdigt at mærke det historiesk sus i en øjenvidneberetning. Det havde klædt bogen at have en mere traditionel alvidende fortæller for troværdighedens skyld.
Et andet sted, hvor kæden ikke bare hopper af, men splintres i tusind stykker, er det mærkelige koncept, som alle de aldrende øjenvidner indforståede med; de vil ikke acceptere andet end at journalisten går kronologisk frem i sin efterforskning, ligesom de heller ikke vil interviewes over telefonen. Det vil sige, at oldesønnen skal rejse fra Madrid til Barcelona til Rom til Buenos Airos til Moskva til London til Madrid til Rom til Barcelona til... Han bruger uendelige ressourser på at flyve fra sted til sted og tilbage igen og frem og tilbage, fordi et vidne ikke vil fortælle mere om oldemoren, før efterkommeren har talt med den ene og den anden.
Det virker ekstremt konstrueret, at han i den ene verdensdel ikke kan få alle de oplysninger, han skal bruge om sin formoder, og så rejse videre til næste verdensdel osv. Eller at han skal tage flyvet så hurtigt som muligt for at tale med en professor i Barcelona, som lige så godt kunne tale med journalisten over telefonen. Når jeg-fortælleren en sjælden gang i mellem brokker sig over rejseriet, truer vidnesbærerne med ikke at ville udtale sig om noget som helst.
I det hele taget er der en unaturlig modstand fra alle de gamle menneskers side. Med oldemorens gamle veninder og tjenestefolk og også forskere og hvem journalisten ellers støder på, er der en massiv modvilje om at fortælle noget som helst til den unge mand. Ligesom også moren og tanten pludselig ikke vil have at han forsker i oldemorens liv, da journalisten for alvor er blevet grebet af de mange spændende begivenheder. Igen et meget konstrueret og utroværdigt træk fra forfatterens side for at skabe et spændingsfelt.
Men den gode idé bærer sin del af de ellers så tunge 960 sider. Og det er interessant at skøjte gennem en verden i krig i selvskab med en ung, smuk kvinde og hendes oldebarn. Men hvor ville det være dejligt, hvis den lange bog var udført mere elegant og knap så konstrueret.
Køb eller bestil bogen på saxo.com
Julia Navarro: Fortæl mig hvem jeg er
Cicero, 960 sider
ISBN: 9788770791601
