|
|
Caroline Hendersons livshistorie som koncert-teater på Østre Gasværk er et flot divashow med masser af lir i form af tårnhøje louboutin-stilletter, smokingjakke med tornyster(!), lyserøde strudsefjer og Josephine Baker-bananskørter. Titlen: 'Jazz, love & Henderson' lægger dog op til mere, end forestillingen indfrier.
Caroline Henderson skal have ros for at kaste sig ud i divarollen og selviscenesættelsen så storladent. Showet er spektakulært med sin kæmpe 3-etagers stilladsbaggrund op imod en hel væg af videoanimation og lysstofrør i skiftende farver og intensitet. Der er anerkendende hilsner til alt fra svensk viselyrik, europæiske metropoler, Gordon Dexter og Martin Luther King forestillingen igennem, og på den måde understreges det, at Henderson er født i en brydningstid og har fået jazz og diversitet ind med modermælken. Med sig på scenen har hun nogle virkelig(!) dygtige musikere og dansere, og man fornemmer tydeligt intentionen om at skabe en storslået hyldest til jazzen, livet, verden og kærligheden. Desværre lykkes det projekt ikke særlig overbevisende.
Henderson fortæller i en af sine små lettere kunstige monologsekvenser imellem sangene, at hun med jazzen fandt en måde at bearbejde sine følelser og udtrykke dem. Det mangler man desværre at mærke. På trods af at hun er velsignet med en fantastisk jazzstemme, der snildt synger hele Østre Gasværk op, så forbliver hun kølig og indstuderet i det meste af showet. Der mangler ganske enkelt noget indlevelse og nogle følelser på spil.
Mødet mellem forældrene - den svenske, hvide overklasse-mor og den sorte jazzmusiker med street credability - skete i 1960'ernes racepolitiske stemning i USA. Det er beskrevet med den fine one-liner; "Det var jazz ved første blik" og sat kækt op i en legende tone af overskud over hele linien. Faktisk er det slet ikke ulig mødet mellem de to katte Duchess og O'Malley i Disney-klassikeren Aristocats; Festligt og aldeles ufarligt. Tilsnigelser til en indfletning af mere alvorlige historiske emner og begivenheder forbliver overfladiske og Hendersons egen livshistorie holdes tilmed også ud i en distanceret strakt arm.
Oplagt skal man ikke lede efter en intim lille jazzkoncert i det stort anlagte show. Præmissen er en anden, og den skal respekteres, men der er simpelthen et misforhold mellem Hendersons rodløse og ofte smertefulde, identitetsforvirrede færd rundt i verden, og den uptempo verdenskvinde-version vi får fremlagt på scenen. Showet bliver derfor i langt højere grad en hyldest til Henderson selv femfor til jazzen, og kun en enkelt gang rammer hun denne anmelder lige i hjertet.
Dette absolutte højdepunkt var for undertegnede den smertefulde version af Wild is the Wind, bedst kendt som et Nina Simone-cover. Henderson er netop blevet forladt af sit livs kærlighed og på et tæppe, der i overført betydning netop er revet væk under hende, fortolker den talentfulde moderne danser Tiziana Fracchiolla smukt hendes smerte, synkront med at Caroline synger den ud. Det er så gribende intimt og skaber en rørende, næsten ubærlig følelsesdimension, som forestillingen ellers gør en dyd ud af at danse behændigt udenom. Det kan i den grad undre, at instruktøren ikke har valgt at udnytte Hendersons store formåen i det henseende bedre.
Henderson fortæller videre i den lidt tilfældige og kluntede kronologiske livsfortælling, at hun efter bruddet, til trods for sin trang til at vandre videre til andre kontinenter, vælger at blive i Danmark pga. sine børn. I concentrate on you kommer således til at handle om dem, og det fungerer godt og autentisk. Faderens død, hvor Nikolaj Hess sætter trumf på sin eminente behandling af flygelet, og hvor blæserne - med en formidabel Mads Hyhne på trækbasun - går sørgemarch henover scenen, er også værd at fremhæve.
Overordnet løfter forestillingen sig dog kun glimtvis, og man skal derfor være stor Caroline Henderson-fan for at begejstres over dette pompøst iscenesatte divashow.
Jazz, Love & Henderson på Østre Gasværk
Vis spilletider
