Roman Polanskis nyeste film Carnage bygger på Yasmina Rezas satiriske skuespil Le Dieu de Carnage og viser essensen af, hvordan noget, der starter med at handle om én ting, hurtigt kan skifte, og komme til at handle om noget helt andet.
De to forældrepar, Nancy og Alan Cowan og Penelope og Michael Longstreet, forsøger civiliseret at mægle i en voldelig konflikt mellem deres sønner og håber derved at foregå drengene med et godt eksempel. Den kultiverede disputation mellem to diametrale samfundssegmenter, de individorienterede Nancy og Alan og de fælleskabsorienterede Penelope og Michael, udvikler sig gradvist til en kamp hvor alliancer dannes på kryds og tværs af ægtefæller og individer.
Gennem biografstykket, der er filmet i realtid, befinder vi os udelukkende i ægteskabet Longstreets lejlighed i Brooklyn. Polanski - der residerer i Paris og som bekendt flygtede fra USA i 1978 efter seksuel omgang med en mindreårig - har fortsat indgangsforbud i landet, men har formået at filme en lille bid af det store æble ved at flyve rekvisitter ind fra USA. Dette har resulteret i en minutiøs indretning af en gennemsnitlig new yorker-bolig, holdt så tæt på en virkelig lejlighed som muligt. Derved kommer rummet, især brugen af et spejl som virkemiddel, til at give os et konstant overblik, der frembringer følelsen af klaustrofobi, idet vi knapt bliver fri for den enkelte karakterers hysteri i længere tid ad gangen:
Den kafkaske situation markeres af de enkelte figurers utilfredsheder, der holder malstrømmen kørende: Nancy bliver drevet til vanvid af at hendes mand og hans mobiltelefon, samt manglende engagement i børneopdragelsen; Alan er en pedantisk ordkløver, der - som hjerteløs forsvarsadvokat i medicinalindustrien altid vil have ret - driver Penelope til vanvid; Penelope mener, at hun skal opdrage i hvad der er rigtigt og forkert og antager, at hendes måde at forholde sig til verden på er den sande; og Michael forsøger at neutralisere situationen indtil hans "indre røvhul af et bæst" kommer frem.
De garvede skuespillere er alle fremragende i deres roller, som hhv. Nancy (Kate Winslet), Alan (Christoph Waltz), Penelope (Jodie Foster) og Michael (John C. Reilly), og via det eminente skuespil betragter man ængsteligt situationen på lærredet, som var man selv tilstede. Ubehageligvis mærker man på krop og sind, at figurerne ikke kan løsrive sig fra det rum, hvor der er en bombe, der er nær eksplosion. Og da kaffen bliver skiftet ud med whiskyen, kommer de ellers så velopdragne voksnes barnlige sider for dagen.
Yasmina Rezas teaterforlæg bliver vel overført til det filmiske medie og Polanskis 'lystspil' viser hvordan hver af figurerne kaster masken på forskellige tidspunkter. Derigennem byder den på karikerede fremvisninger af, hvad der for mennesket er konstruerede moralprincipper. Især forfatteren Penelope, der er optaget af Afrikas lidelser, mens hun lever i en fin lejlighed i Brooklyn med de rette kunstbøger på kaffebordet, er et godt eksempel på dette. Sammenblandingen af satire og psykologiske spændinger i familier vidner om, hvordan det desillusionerede individ bliver til sit eget uhyre.
Carnage viser et velsmurt maskineri, som må formodes at stamme fra Polanskis tidligere gesjæfter i teater. Instruktøren står bag nogle af undertegnedes filmfavoritter: Rosemary´s Baby, Chinatown og The Pianist, hvor detaljerede persongallerier, stilistisk sceneopsætning og den gode historie, vidner om at vi har at gøre med en af historiens største filmskabere.
Carnage er et bud på et filmisk mesterværk: en vanvittig og machiavellisk genistreg, der formår at gøre en historie om hverdagens petitesser til et spændende og, ikke mindst, nedslående portræt af nutidens samfund. Hvad der er skræmmende er genkendeligheden i den, hvilket er et bevis på det mere end vellykkede filmiske projekt.
