Spleen Uniteds tredje udspil, School of Euphoria, er en intelligent og meget dansabel 1980'er hyldest til synthesizere, trommemaskiner og upbeat elektronika, der sættes smukt i relief af den melankoli, som gennemsyrer projektet i både vokal og tekster.
Euforien balancerer side om side med nedturen på det interessante og dansable nye album fra Spleen United. Den storladne melodiske Spleen United-lyd, er på dette længe ventede album blevet en regulær maskinpark af elektroniske virkemidler. Eneste rock-element tilbage er sangskrivningen og Bjarke Niemanns vokal, der også tilfører numrene en fanden-i-voldsk sårbarhed. I upbeat tempo konfronteres vi med angst, ensomhed, deroute m.v., og denne konstante grænsesøgning mellem hård house-pumpende beat-trance og vokalens usikre selvransagelse fascinerer og fungerer.
Førstesinglen "Days Of Thunder" åbner albummet på fornemmeste vis med kærlige hilsner til både Junior Senior og VETO. Beats i overflod, skæve samples, fine blip-lyde fra noget der kunne minde om Donkey Kong mixes med et fængende, drømmende omkvæd og en instisterende, rørende vokal. Så er vi igang.
Samarbejdet med Gitte Nielsen - det ultimative 1980'er ikon - på det efterfølgende "Misery" kan umiddelbart virke som et finurligt pressestunt, men nummeret emmer af kælen robotpige i sin evige vekslen mellem ekstase og vemod. "We die alone... trapped in seperate miseries" synger Fru Nielsen smukt og maskinelt på et leje af overgearede beats, der fører videre over i remaket af "Sunset to sunset". En regulær fest sættes hermed igang, og Spleen United inviterer insisterende lytteren til at danse natten væk i en sand beat-trance.
"Simplicity" trækker tempoet ned igen og slår så småt albummets element af gentagelse fast. På den smukke "Groundspeed" svæver Niemann igen højt over trommemaskine-vandene med sin melankolske vokal. "Loebner" starter med hooket fra The Flaming Lips; "Do You Realize" og går over i en drømmende repetitiv messen af ordene "Everyone you know some day will die". Der er på den måde ikke meget udvikling at spore i legen med de velfungerende kontraster. Vokal og tekster forbliver de menneskeligt vedkommende smertepunkter i den maskinelle beat-verden. Det fungerer, men udfordres ikke yderligere før helt til slut, og det er lidt en skam.
Albummet afsluttes med den helt igennem fantastiske; "It's A Wild Life", hvor både vokal og musik går op i en højere enhed i stedet for at fungere som hinandens modpoler. Endda er der i dette pragtfulde nummer modige referencer til 1990'ernes etniske electronica, hvilket fik denne anmelder til - med et beklemt smil på læben - at finde sin Pure Moods-cd fra 1994 frem igen. Det er decideret overlegent lavet at indflette samples af så begravet en genre i så smukt et nummer. Sikke en måde at gå ud på.
School og Euphoria er weltschmerz anno 2012, og det er samtidig en lille fest. Undertegnede kan ikke vente med at høre albummet live, når bandet i februar turnerer landet.
Spleen United: School of Euphoria er ude som cd og download
