Louisiana forklarer undskyldende, hvorfor fotokunst også er stor kunst, men det demonstrerer udstillingen fint selv. Gurskys billeder er helt uomgængelig denne sæson, og det er svært at holde superlativerne tilbage. Der er noget for alle, uanset om man vil diskutere globalisering og massesamfund eller godt kan lide virkeligt spektakulære fotos.
Den tyske fotograf Andreas Gursky (f. 1955) er kendt for en karakteristisk stil, hvor bygningsstrukturer, menneskemylder og fabrikker er karakteristiske motiver. Billederne ligner umiddelbart noget, men selv kunne have taget med sit kamera, hvis man bare lige havde fattet, hvor godt et motiv Siemens produktionshaller i Karlsruhe egentlig er. Ved nærmere eftersyn og -tanke ser man, at vinklerne ofte er utilgængelige for den almindelige fotograf, og at billederne er helt umuligt skarpe og detaljerede. På museet kan man i en fin film se, hvor langt Gursky manipulerer sine billeder for at nå frem til det rette udtryk. Alligevel er man ikke i tvivl om, at billederne er virkelige.
Virkeligheden er i centrum, men ikke på den traditionelle dokumentaristiske måde. Flere steder bliver man i tvivl om, hvad motivet egentlig er, da man kan være i tvivl om størrelsesforholdet, eller hvad titlen betegner. Den virkelighed, Gursky ofte beskriver, er det moderne, globaliserede massesamfund. Her er masser af natur, men aldrig nogen natur for sig selv. Midt i de smukke bjerge, får man øje på det menneskelige fingeraftryk: en svævebane (Dolomitten, Seilbahn, 1987). Det moderne liv lader sjældent naturen uberørt, men Gursky konstaterer det, snarere end han begræder det. Der er en stor nysgerrighed overfor de fænomener, den moderne verden byder på, men det hele registreres med en vis kølighed, og man kan således altid skelne Gursky fra Yann Arthus-Bertrand. Billedet Bahrain I (2005) af en racerbane i ørkenen imponerer således grafisk med dets sorte asfaltslanger igennem ørkenen, samtidigt med at det er en historie om Bahrains nylige velstand, sportens økonomi og ørkendannelse i regionen.
Mange af Gurskys billeder er også smukke i traditionel forstand, men ofte på en baggrund af noget, der ikke er klassisk smukt - som kontorbygninger, skrald og olieplamager. Udstillingen rummer billeder fra hele Gurskys virke, men især sportsfotografierne imponerer, fordi de ofte forener samtlige temaer uden at måtte forklare sig. Imponerende nok giver ét billede mere overblik over hele Tour de France-cirkuset end en hel sommers tv-transmission (Tour de France I, 2007). Man kunne godt have ønsket sig flere af de helt absurde billeder fra paraderne i Nordkorea, men gennem Gurskys linse kan mere almindelige kontorbygninger og popkoncerter godt byde på lige så vilde kig
Andreas Gursky på Louisiana
Se åbningstider
