Flere nyheder

 
Teater
Don Juan

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Don Juan
Man. 13. feb. 2012
kilde: KultuNaut, Lone Janet Andersen-Lind

Når Jyske Opera sætter et stykke op, kan man med rette finde de store forventninger frem - og heller ikke denne gang går man skuffet fra opsætningen af Mozarts Don Juan. Scene-opsætningen skabes på formidabel vis ved hjælp af projektionsteknik, hvor kulissen skifter let og elegant og døre og vinduer udnyttes snildt i projektionerne.

Figuren Don Juan er kendt af de fleste uanset om de er operaelskere eller ej. I Mozarts drama er der ikke så mange enkeltstående arier, som man kender det fra Tryllefløjten. De kendteste musikstykker fra operaen er nok duetten mellem Don Juan og bondepigen Zerlina "Ræk mig din hånd, du kære (Là ci darem la mano)" og Leporellos listearie "Madamina, il catalogo è questo". Især ræk mig din hånd, du kære, blev sunget rigtigt kønt af henholdsvis Gianpiero Ruggeri og Vibeke Kristensen.

De fleste af rollerne i stykket er dobbeltbesatte og spilles skiftevis af den ene og den anden sanger, så der er mulighed for forskellige oplevelser af stykket alt efter hvilken dag man ser og ikke mindst hører stykket. Lige så meget der er at se med øjnene, er der at høre med ørene, for selv om der ikke er voldsomt mange flotte arier og duetter, er musikken helt fantastisk og borger for en stor del af oplevelsen og opfattelsen af de forskellige personer og handlingen i stykket.

Don Juan spilles af Gianpiero Ruggeri og Jørn Pedersen. Rollen er klart den vigtigste i stykket, da alle andre spejler sig i ham og handlingen kun drejer sig om ham, alle andre figurer ville være ligegyldige uden Don Juan, så der ligger et stort ansvar, som løftes på fornemste vis i denne rolle.

Kommendanten spilles af Jens Bové, som ikke har meget scenetid og i slutscenen synger sin del uden at være tilstede på scenen. Donna Anna spilles af Ann-Helen Moen og Lina Valantiejute, figuren er stærk og tilknappet udadtil men har meget mere at byde på under det hårde ydre, hvorimod hendes forlovede,

Don Ottavio, er en stakkels oppustet nar, som optræder i enorme pufærmer, pufshorts og højhælede sko, ikke meget mand sammenlignet med Don Juan. Rollen spilles af David Danholt og Sune Hjerrild og især ved denne rolle understøttes karakteren af det meget delikate musik, der hører til Don Ottavios sange. Det er vanskeligt at fremstille en troværdig person, når man går så latterligt klædt, men det lykkes faktisk fint i opsætningen.

Donna Elvira spillet af Elsebeth Dreisig og Kari Postma undergår en forvandling fra hævngerrig til medlidende i stykket som kommer fint frem i portrætteringen. Leporello spilles af Andrea Patucelli og Luciano Miotto, en meget vigtig rolle idet det er gennem ham at de fleste af Don Juans karaktertræk kommer ud i lyset. Zerlina spilles af Vibeke Kristensen og Masetto af Robert Bøgelund Vinther og Thomas Christian Sigh. Zerlina har en flot duet med Don Juan, men derudover er hverken Masetto eller Zerlina særligt fremtrædende personligheder i stykket, hvor alt drejer sig om Don Juan.

Don Juan er guf for både syn og hørelse. Videoprojektionerne er geniale og samspillet med døre og vinduer i væggene er fantastisk udtænkt. Kulisserne er elegante, gennemførte og troværdige som var man faktisk med i en film. Jyske Operas opsætning lever mere end op til forventningerne, og alle med en billet har en uforglemmelig aften i vente.

Den Jyske Operas opsætning af Don Juan
Se spilletider og -steder