Flere nyheder

 
Film
Ghost Rider 2

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Ghost Rider 2
Tor. 23. feb. 2012


Nicolas Cage fortolker den forpinte Johnny Blaze, som har indgået en aftale med Djævlen, og derfor må dele krop og sjæl med dæmonen Ghost Rider.

Ghost Rider: Spirit of Vengance er opfølgeren til monsterhittet Ghost Rider fra 2007. Johnny Blaze - fremragende levendegjort af Nicolas Cage - kæmper stadig med sin forbandelse som Djævelens dusørjæger. Blaze har trukket sig tilbage til en fjerntliggende del af Østeuropa, da han hyres af en hemmelig religiøs sekt for at redde en ung dreng (Fergus Riordan) fra djævelen (Ciarán Hinds). Johnny er ikke parat til endnu en gang at påtage sig Ghost Riders skræmmende kræfter og magt, men der er ingen vej tilbage, hvis han skal redde drengen.

Der er masser af testosteronpumpede treats til fans af superheltefortællinger, som med rødder i antikke mytologier, portrætterer helte med sorte sjæle og en godhed, der kun kan spejles i absolut ondskab. Det vælter næsten ned fra himlen (eller op fra helvedet) med denne type film. Indenfor de sidste par år har man kunnet se eller vil kunne se film som Kick-Ass, Iron Man 2, Thor, The Green Hornet, Green Lantern, X-Men: First Class, Man of Steel, The Avengers, Silver Surfer og en ny Spiderman for bare at nævne nogle.

Det er et must, at en superheltefilm er pakket med overmenneskelig vold, hvilket stiller store krav til bl.a. stuntmen, computereffekter og klipning. I Ghost Rider 2 fungerer det flammende dødningehoved og motorcyklen rigtig godt, mens flere af slåskampene lader en del stå tilbage. Det er nogle gange som at se på nogle mennesker, der lader som om de slås.

Men noget af det vigtigste i sådan en fortælling er heltens indre kamp mellem det gode og det onde. Og den kamp må og skal afspejles i kampene filmene igennem. Derfor må der naturligvis dukke en superskurk op i den anden film om den dæmoniske helt Ghost Rider.

Johnny Whitword er ganske velvalgt som skurken Ray Carrigan, der ligesom Blaze indgår en pagt med Djævlen - dog uden nogle skrubler. Carrigan får en helt fantastisk dæmon-feature; Ghost Rider har den imposante ild, som kastes ud af øjenhuler og læderjakken, mens Carrigan får den meget mere ødelæggende attribut: forfald. Alt hvad han rører ved går i forfald, hvadenten det er mad, der rådner, sværd og pistoler, som ruster, ruder, der smuldrer eller menneskekroppe, som går i opløsning. Dog må forfald-konceptet siges at være ugennemtænkt, da superskurken kan have tøj på og køre bil uden af noget af dette forsvinder i forfald for øjnene af os.

Ghost Rider: Spirit of Vengance er en ok superheltefilm med alle de obligatoriske elementer udført mere eller mindre elegant. Filmens største force er uden tvivl den nuancerede skuespiller Nicolas Cages evne til at male et nuanceret portræt af den forpinte Johnny Blaze med surfer-dude-accent og den evige kamp med den iboende dæmon Ghost Rider.

Se filminfo
Se spilletider