Flere nyheder

 
Udstilling
Kunst Uden Filter

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Kunst Uden Filter
Tor. 23. feb. 2012



Den fynske maler Hans Andersen Brendekilde (1857-1942), som levede samtidig med store navne som L.A. Ring og Johannes Larsen, er vel nok en af Fyns bedst kendte realistiske malere. Ikke mindst på grund af det dystre 200 x 270 cm brede maleri "Udslidt" fra 1889.

Maleriet forestiller en gammel landarbejder, som udmattet af arbejdet er faldet om på en pløjemark, mens en kvinde desperat råber om hjælp ud over det golde landskab. Et maleri, der med sin tunge socialrealisme måske er mere relevant end nogensinde før i en tid præget af udsigten til, at mange danskere fremover skal arbejde, til de segner.

Det er måske derfor, at Fyns Kunstmuseum tager maleriet op til revision i en ny udstilling ved navn "Kunst Uden Filter", hvor museet har inviteret de to billedkunstnere Dan Jensen og Lone V. Petersen til at nyfortolke Brendekildes kendte værk.

Idéen bag projektet går hovedsageligt ud på at inddrage publikum i den kunstneriske proces, hvilket de to kunstnere fik lejlighed til at gøre til ferniseringen den 17. februar. Her fortalte kunstnerne om begrundelserne for deres valg, og om hvordan de fik deres ideer. Fik man ikke hørt om arbejdsprocessen fra kunstnerne selv til ferniseringen, kan man se Jonas Nørregaard Rasmussens film af samme navn som udstillingen. En film, der netop tager fat på temaet den kunstneriske proces, og som bliver vist i udstillingen.

De to fortolkede malerier har begge samme enorme dimensioner, som det oprindelige maleri har, men her stopper ligheden også. Lone Petersen har i sin fortolkning af maleriet udelukkende inkorporeret varme, glade orange/røde farver og har valgt at afbilde nogle stedmoderblomster midt i den abstrakte baggrund, der hvor den døende mand ligger i Brendekildes version. Med andre ord, en 180 graders vending fra den trøstesløse original, hvilket gør, at man næppe kan bruge ordet "udslidt" om denne glade version.

Dan Jensen havde omvendt valgt farver, der var endnu mere deprimerende end originalen, hvilket kom til udtryk i et mørkt lærred i sort/grå stenfarver med nogle store papmache-sten, der stak ud af maleriet på sorte metalpinde. Angiveligt en fortolkning af de sten, der forekommer på marken på det oprindelige billede.

Alt i alt var idéen med at få nutidige kunstnere ind og fortolke et klassisk dansk kunstværk god, og jeg tipper hatten til Fyns Kunstmuseum for formidlingsindsatsen. Men jeg havde svært ved at finde det oprindelige værk "Udslidt" i Dan Jensens og Lone V. Petersens værker.

Kunst Uden Filter vises fra den 17. februar - 1. juni

Se åbningstider