|
|
Foto: Bjarne Stæhr, grafik: Helle Riis
I Grønnegårdsteatrets opsætning af Dødsdansen i Stærekassen leverer Henning Jensen og Solbjørg Højfeldt solidt skuespil i deres skildring af Edgars og Alices dysfunktionelle ægteskab. Men den 100 år gamle tekst virker gammeldags og mangler sproglig nerve.
Handlingen foregår på en lille kaserne-ø i den stockholmske skærgård, hvor Edgar er ansat som kaptajn, men er bitter over aldrig at være blevet major. Alice, hans kone, er bitter over en skuespilkarriere, der blev stoppet, da hun giftede sig. De er to frustrerede og desillusionerede mennesker, der lader deres frustrationer og urealiserede drømme gå ud over hinanden.
Da tæppet går op sidder ægteparret med ryggen til publikum bagtil og kigger ud over stranden og havet gennem nogle glasportaler. De ser fredfyldte ud, men det store scenerum i dystre farver og med et utal af stole stående i spredt orden, giver et frysende indtryk af isolerethed. Den eneste kontakt med omverdenen er et telegraf-apparatet, der med mellemrum knitrende tikker beskeder ind. Det fremgår snart af dialogen, at Edgar har afbrudt al fysisk omgang med deres naboer på øen -efter sigende fordi de alle til hobe er noget rak. Alice: "Det siger du om alle mennesker!" Kaptajnen: "Eftersom alle mennesker er noget rak!" Alice: "Undtagen du!" Kaptajnen: "Ja, jeg har opført mig anstændigt under alle livets forhold. Derfor er jeg ikke noget rak!"
Henning Jensens kaptajn er brovtende og selvhævdende, så det forslår, men prøver alligevel at se lidt lyst på tilværelsen og forholdet til sin mage. De står lige foran deres sølvbryllup, som Kaptajnen 'naturligvis' vil fejre, men Alice er anderledes uforsonlig: "Det ville være mere naturligt, hvis vi skjulte vores 25-årige elendighed."
Alices fætter Kurt dukker op på scenen, og så begynder ægtefællerne for alvor at udstille og angribe hinandens svagheder, da de nu har en tilskuer til deres 'dødsdans'. Kurt er chokeret og forsøger at tale dem til fornuft. Men hans sympati ligger mest hos Alice, der begynder at betragte Kurt som sin redningsmand. Alt imens begynder Edgar at opføre sig underligt og synker enten sammen i en slags sløvhed eller falder bevidstløs om - af årsager, der både skyldes drukkenskab, dårligt hjerte, dødsangst og også en god portion jalousi.
Henrik Birch er overbevisende i den svære rolle som Kurt, den eneste normale, der meget mod sin vilje bliver trukket ind som en medspiller i denne uhyggelige ménage-à-trois. Henning Jensen gør et ihærdigt forsøg på at menneskeliggøre kaptajnen, danser fandango og laver sjov midt i miseren, mens Solbjørg Højfeldts Alice ikke giver ved dørene. Hun er enten grådkvalt ulykkelig eller også gennemlyst af et uforsonligt had til ægtefællen.
Stykket har muligvis gjort indtryk på publikum dengang for 100 år siden, men i dag efter fx Bergmans Scener fra et ægteskab eller lignende stykker af Lars Norén virker Strindbergs tekst forudsigelig, og alle ægtefællernes kvaler i længden kedelige og uvedkommende. Solbjørg Højfeldt og Henning Jensen kæmper bravt for at få Strindbergs 100 år gamle tekst ud over rampen, men dialogen mangler sproglig nerve og virker underlig altmodisch og uvedkommende.
Stykket spiller i perioden 3. - 31. marts 2012.
Se spilletider
Foto: Bjarne Stæhr
