Det er første gang Helle Helles litteratur dramatiseres til teatret, og Mungo Park har med 'Dette burde skrives i nutid' fuldt ud formået at yde bogen retfærdighed. Som publikum griner man, så man får ondt i hjertet, mens man hhv. krummer tæer og røres af ungdommens kiksede, famlende år i både KUA-segmentets og Midtsjællands 1980'ere. (Foto: Mikkel Russel)
Undertegnede er stor fan af Helle Helles præcise sproglige stil og var ærlig talt lidt bekymret for, om en scenisk formidling ville kunne løfte sig, som bøgerne gør det. Dette burde skrives i nutid er mildest talt heller ikke en plot-drevet bog. Den hander om den ultra almindelige Dorte Hansen, der bor i Glumsø, og som vil studere i København, men mest af alt flagrer lidt rundt uden retning. Både 1980'ernes provins og studentikose KUA-liv spiddes med lige dele empati og distance, og ved at respektere denne balancegang og udnytte fortællingens knastørre, lakoniske humor, bliver forestillingen dog en overmåde vellykket cocktail, der fanger Helle Helle-tonen lige på kornet. Det er virkelig godt gået.
Personerne og deres dilemmaer er ikke til grin, men gud hvor vi griner af dem - og med dem! Alene 80'er-tøjet er et kapitel for sig, med stonewashed jeans der er nærmest malet på, men det er sproget, der gør'et. Som da den unge Knud, der drømmer om at blive lokofører, inviterer Dorte på kaffe, begynder at kysse hende og så med dyb, mandig røst spørger, 'Vil du have noget til den kaffe?' - og det vil hun jo gerne. Eller da Dorte prøver at forklare sin faster, at man ikke kan lægge cowboybukser ud, hvorefter hun snusfornuftigt og "verdens-kvinde i Glumsø-agtigt" svarer, at det kan man faktisk godt; "Man kan bare lægge en kile ind." Replikkerne sidder så skarpt, loyalt og lunt, at de bliver små tidsbilleder, og de leveres smukt af de fire skuespillere, der gør det fre-emra-agende med dreven sjællandsk dialekt.
Formelle dogme-agtige regler er kommet til i forbindelse med iscenesættelsen. Alle talte ord er eks. taget direkte fra romanen, og med dette litterære forlæg giver det da også ualmindelig god mening at udnytte sætningernes styrke og den udtalte sans for timing, der praktisk talt lægger salen ned. Fortællerstemmen bevæger sig originalt imellem de fire skuespillere, som duplerer hinanden og færdiggør hinandens sætninger. Det er godt tænkt, og de går ubesværet fra nutid til refererende datid, hvilket også snedigt er med til at bevare romanformen. Eksempelvis når Dorte siger; 'Jeg er begyndt at studere i København' og den anden Dorte indlevende supplerer; 'Sagde jeg og fortrød min at-form'.
En anden regel er at al lyd og musik skabes live på scenen, hvilket Jonas Munck Hansen overbevisende står for. De sungne ord, i form af Dortes lejlighedssange som hun i stykket (og bogen) tjener penge på at skrive til gud og hver mand, er kuriøst nok også Helle Helles egne. De opføres med stor alvor og klar røst, og således fyldes salen af hendes private ironisk-rørende tekster. På melodien "Mona Mona Mona" lyder det bl.a. til en søsters 40 års fødselsdag; "Vores mor var lidt kvæstet, så hun tog sig en kop kaff/ jeg gik ind og så på barnet, jeg var ærlig talt lidt paf/ morgensolen skinned på den lille fine krop/ men siden har hun aldrig været så tidligt op" De stakato-agtige stavelser og håbløse rim passer fantastisk til stykkets stemning, og de er et lille scoop, som man selvsagt ikke får med i bogen.
Mungo Parks fortolkning af Dette burde skrives i nutid giver på den ene side fanden i denne forholdsvist begivenhedsløse lille romans nonchalant elegance, samtidig med netop at understrege dens underspillede charme ved at spille røven ud af bukserne på sprog og stemning. Alt spiller så at sige i denne lille hverdagspoetiske forestilling - også scenografien, der er enkel og effektfuld undervejs og ender overraskende og smukt til slut, hvor verden trænger sig på i det lille univers.
Der er ikke et øje tørt. Skynd jer til Allerød!
Dette burde skrives i nutid spiller frem til 15. maj på Mungo Park Allerød.
