Flere nyheder

 
Musik
Jens Lysdal genudgiver debut

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Jens Lysdal genudgiver debut
Ons. 21. mar. 2012

Den 5. marts genudgav Jens Lysdal sit debutalbum "A matter of time", som udkom første gang i 1995. Trods de mange år på bagen, tager albummet sig stadig overordentligt godt ud, og det er stadig vedkommende her i et helt andet årtusind. Albummet har gennemgået en forvandling med nyt vokalspor og et nyt nummer

Mere end 16 år efter at debutalbummet A matter of time blev udgivet, har Lysdal valgt at sende selv samme album på gaden igen, og det har da heller ikke været helt nemt for den danske sanger at genskabe stemningerne på det gamle album.

"Du formidler en historie i din sang. Skaber en stemning. Og formidling og stemning afhænger af, hvor du selv er henne i dit liv. Dit perspektiv flytter sig selvfølgelig i takt med, at du selv udvikler dig. Måske kan de 16½ års levet liv høres både i min stemme og i måden, jeg formidler sangene på her 16½ år klogere", fortæller Jens Lysdal.

Om det er visdommen, der skinner igennem i den nye udgave, er svært at fastslå, men det er helt sikkert at A matter of time i dag er mindst lige så god som den var i de glade 90'ere. Det er en moden mand, der synger sine sange, og de er leveret med en troværdig indlevelse, som man som lytter ikke kan lade være at lade sig drage af.

Man kan dog godt høre, at nogle af sangene er fra en tid, hvor Sko og Torp regerede på de danske hitlister, men der er meget mere musik i Jens Lysdals sange, og det er enormt befriende at høre et modent menneske, der tør stå ved sin ungdoms sange på den fri måde, som Lysdal vælger at gøre på A matter of time.

Musikken hører til i den lettere ende af registret, og det er især Lysdals sikre vokal, som er klimaks på dette album, der aldersmæssigt ligger lige midt i de genstridige teenageår. Det er vokalen, man skal købe dette album for, om det skal der ingen tvivl herske.

A matter of time er udgivet på Sundance Music