Flere nyheder

 
Musik
Laura Mos Motel

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Laura Mos Motel
Ons. 21. mar. 2012

Laura Mo udgav den 12. marts albummet "Motel". Et album, som i høj grad er blevet til på landevejene, hvor Laura har brugt meget af sin tid. Sangene er velskrevne popmelodier, som man desværre føler, man har hørt før. Tilsat Lauras originale vokal er resultatet dog et udmærket album uden de store overraskelser.

Motel er opfølgeren til Laura Mos roste debutalbum fra 2007. Og som den rejsende person og sjæl, Laura er, så er motellet et sted, hvor man kan tage en pause på rejsen. Et sted, hvor motorveje blot er lyde udenfor vinduet, og den mere eller mindre velredte seng er den sparsomme udgave af et hjem, og den tryghed som et hjem giver.

"Jeg har været ude at spille rigtig meget de sidste par år - og har faktisk fundet en form for ståsted på landevejen. Deraf titlen Motel. Ikke et hotel - men et motel. For bilister, rastløse sjæle, fattigrøve og freaks - og helst ikke for pænt. Jeg er proletar helt inde i sjælen, og synes i øvrigt, at topstylede facader er uinteressante - hvad end det gælder bygninger eller mennesker", fortæller Laura Mo.

Motel samler i alt ti sange, som alle er skrevet på dansk. Der er opture og nedture, som på et rigtigt ægte motorvejsmotel. Albummet starter med det noget uoriginale nummer, "Noget andet". Som lytter lægger man med det samme mærke til Lauras specielle stemme, men desværre er nummeret en anelse kedeligt og omkvædet ret røvballeagtigt. Hurtigt tager Laura dog udfordringen op, og på albummets andet nummer "Rapunzel", er der godt med originalitet og musikken lever op til Lauras stemme, og sådan fortsætter albummet. Der er dog generelt flere opture end nedture, men noget helstøbt album er det dog desværre ikke.

Som tidligere nævnt er det især Lauras stemme, man drages af som lytter. En stemme, der har en snert af Annisettes teatralske drama i sig, men på samme tid er noget mere kommerciel end Annisettes, og derfor nemmere at sluge for flere mennesker.

Motel kommer ikke helt på højde med Lauras debut. Musikken er ganske enkelt for kedelig og i stedet for de store europæiske motorveje, havde musikken nok haft godt af et par vestjyske grusveje med skidt, snavs og en masse sving.

Motel er udgivet på Eastwing / ArtPeople