Flere nyheder

 
Film
Almanya - Velkommen til Tyskland

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Almanya - Velkommen til Tyskland
Fre. 30. mar. 2012

Instruktøren Yasemin Samederelis spillefilmsdebut med Almanya - Velkommen til Tyskland er klar til at indtage de danske biografer. Den er en underfundig og hyggelig fortælling om en tyrkisk familie, der kom til Tyskland i 1960´erne som gæstearbejdere.

I 1960´erne kom tyrkiske Hüseyn Yilmaz til Tyskland som gæstearbejder. Med sig havde han sin kone Fatma og deres tre børn. I værtslandet mødte de en anderledes kultur med blonde kæmper, toiletter man skulle sidde, trækors der blev tilbedt og uendelige mængder coca cola. Igennem 45 år skulle det kulturelle chok forvandle sig til et helt liv i det fremmede land, hvor den tyrkisk-tyske familie har vokset sig større. Og ønsket om at flytte tilbage til landsbyen i Anatolien minimeres, da det nu synes som et lidt umoderne sted i modsætning til det avancerede Tyskland.

Men det at være tredje generationsindvandrer gør, at den yngste af børnebørnene Cenk (charmerende spillet af Rafael Koussouris), ikke helt kan forstå hvorfor han hverken er helt tysk eller helt tyrkisk. Da Cenk kommer hjem fra at være blevet mobbet i skolen grundet hans blandede aner, trøster kusinen, Canan, ham med at fortælle bedsteforældrenes kærlighedshistorie lige fra tiden, hvor Hüseyn og Fatma mødtes til deres første år i Tyskland.

Via Canans fortælling zig zagger filmen frem og tilbage mellem det nutidige Tyskland og datidens Anatolien i Tyrkiet, indtil patriarken og alle hans børn tager på en rejse tilbage til hjemlandet for at se det feriehus, Hüseyn har købt til sin familie. Nogle af familie-medlemmerne tager modvilligt med. Dette giver anledning til komiske og hjertevarme situationer, som f.eks. den yngste søn Ali, der er bange for at spise maden i Tyrkiet af hygiejniske årsgager og de fejdende brødre Veli og Muhamed, der bliver 'genforenet'. Alt dette, indtil en trist begivenhed, der skærper filmens melodramatiske tiltag, forstærker de forskellige karakterers forhold til hinanden og til deres baggrund.

Almanya, der betyder Tyskland på tyrkisk, er en nøgtern fortælling uden større komplikationer eller dramaer udover de gængse små-familiefejder. Heldigvis viser filmen ikke den tyrkiske familie, som en stereotyp på den islamske folkefærd. I stedet for at vende og dreje emnet religion, viser værket på varmeste vis en familie, der er åben for forandring og som ser lykken og sammenholdet iblandt dem som det vigtigste.

Derudover bruger værket arkivmateriale til at vise billeder fra dengang hvor gæste-arbejderne kom til Tyskland og gennem denne erindring får filmen et dramadokumentaristisk flair.

Yasemin Samederelis Almanya - Velkommen til Tyskland er derfor en sød og eklatant fortælling, der transmitterer varme, og minder os om vigtigheden ved at en familie må holde sammen gennem tykt og tyndt.

Se spilletider
Se filminfo