For 26. gang inviterede Lisbeth Dahl & Co til fest i Dyrehaven, hvor alderspræsidenten Ulf har medvirket i imponerende 32 sæsoner. Der er dog intet der tyder på, at de to veteraner har mistet pusten. Der blev delt kærlige øretæver ud til regeringen, aktuelle emner blev kommenteret med skarpt bid og vid, og der blev danset, så teltdugene blafrede.
Den ubegrundede optimisme
Hvorfor invitere til fest og lade latteren boble frem, når nu verden er ved at gå ad helvede til? Dette spørgsmål stilles som det første, og svaret ligger lige for: Fordi publikum jo sidder lige dér foran og vil underholdes på trods af finanskriser, bandevold og korrupte embedsmænd. Vi vil ha den hjertelige humor, vi vil ha den bidende satire til at fordrive skyerne, om end blot for en stund. Og for ligesom at skyde festen i gang, hilser Ulf og Niels Ellegaard på publikum. Bogstaveligt talt! Ulf hilser med hånden, og Niels krammer. Efter at have forgrebet sig på førsterækkens smukke kvinder, fik Ole Sohn også lige en tur, mens Ulf insisterede på den høflige distance.
Også Willy Søvndal i skikkelse af Henrik Lykkegaard fik kærligheden at føle med hans forvrøvlede engelsk i positionen som den evige underhund. Så var stilen lagt, og publikum satte sig godt til rette med forventningens glæde om at nationens førstefrue skulle lammetæves. Helle Thorning sad på VIP-pladsen midt for med haleslæng, gemal og livvagter, og da Ditte Hansen trådte ind i stramtsiddende blå spadseredragt, gik et sus gennem salen. Nu skulle hun ha, hende Helle - og det fik hun! Der blev ikke sparet på noget, og det er i hvert fald ikke partipolitiske interesser, der bliver varetaget fra scenen af. Alle får en tur i vridemaskinen, selvom Pia Kjærsgård dog synes at være et yndlingsoffer. I andet sæt får Pia Perlekæde i "Intet er så skidt ..." på puklen, mens virkelighedens Pia sad et par rækker bag førstefruen og så ud, som om hun morede sig.
Aftenens højdepunkt kom dog med Lisbeth Dahls fremføring af en knastør Angela Merkel, som, akkompagneret af Beethovens 9., proklamerede hvordan resten af verden bør underlægge sig det stortyske rige. Der blev spillet på alle de unævnelige tangenter, og Lisbeth Dahl viste igen sit enorme talent for at spidde personligheder, samtidig med at højaktuelle problemstillinger bliver taget under debat.
Også Ulf gik til biddet i visen om "Robotter", der er løsningen på samfundets velfærdsproblem under devisen ".. længst muligt i egen ble".
Strømsvigt
Humoren var skarp, og især i første halvdel fungerede det rigtig godt med både nærvær og bid, men desværre gik luften lidt af ballonen i andet sæt. Og da strømmen pludselig gik i en længere periode, måtte Lisbeth Dahl forsøge at redde stemningen med nogle improviserede vittigheder, hvilket hun klarede forbløffende dårligt, taget i betragtning, at hun er en af landet sjoveste og mest rutinerede performere. Men pulten blev genstartet, danserne færdiggjorde deres fængende flotte "Klik" (stor respekt til danserne og scenograf René Vinther for den eksplosivt flotte og stramme koreografi), og showet kunne køres færdigt med en veloplagt Niels Elleggard i abekostume, Lisbeth og Ditte som to veloplagte kloner af Karen Thisted og Susanne Bjerrehus på jagt efter ludere og potente mænd, og Ulf som sprogforbistret bedemand med graverende kommunikationsproblemer med den moderne Smartphone, der viser sig ikke at være så smart alligevel.
Indimellem blev der også plads til en kikset Hansi Hinterseer, en sprudlende lalleglad Rasmus Seebach med påklistrede flyveører, en homofobisk præst og en pengeglad græker, der stod i skærende kontrast til "De usynlige" fattige, som Liberal Alliance og især den politiske kuglestøder fik på puklen for ikke at kunne se.
Cirkusrevyen er en fantastisk dansk tradition, hvor bladet bliver taget fra munden, og hvor de portrætterede bliver særligt indbudt til premiereaftenen, så de kan mærke de salte hug, der uddeles fra scenen. Altid med et kærligt glimt i øjet, men også med den alvor og kritik, der gør Cirkusrevyen og revytraditionen til noget helt særligt.
