Flere nyheder

 
Litteratur
Døden & Co

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Døden & Co
Fre. 25. maj 2012

Smuk, rørende, sjov og pisseirriterende! Lukas Moodysson har skrevet en bog om en mand, der mister sin far.

Omslaget på Døden & Co viser et brudstykke af Caravaggios maleri Thomas tvivleren. Tager man smudsbindet af, har man en sort bog med guldrtryk, der ligner og er på størrelse med en gennemsnitsbibel. Og det allerførste, man kan læse er et citat fra Johannesevangeliet: "Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun til det ene korn, men hvis det dør, bærer det mange fold."

Ligesom indbindingen, smudsbindet og indgangscitatet er Moodyssons beretning om tab, savn, forundring og smerte fuld af sort skønhed og det vrimler med eksplicitte referencer til andre værker, der beskæftiger sig med døden. I et virvar af citater fra sange og romaner, genfortællinger af digte og autentiske berømtheders oplevelser, overdrevne meta-konstateringer om det at skrive og spille skak, kastes læseren ud i en manisk stream of consciousness.

Hovdpersonen Lucas M. har mistet sin far. Han var professor ved universitetet, senere matematiklærer på gymnasiet, alkoholisk, fraskildt og besat af at bevise, at tallet 0 ikke eksisterer. Døden indtræffer på de allerførste sider, og de følge 300 bliver til en desperat, til tider morsom, til tider rørende bevisførelse af Johannesevangeliets budskab.

Døden & Co giver indtryk af at handle om Lukas Moodyssons egen smerte efter sin fars død. Og samtidig halser bogen rundt om hele kulturhistoriens forsøg på at forstå og forklare døden. Det er en bog, der vækker medfølelse og genkendelse, irritation og frustration - ligesom et dybt deprimeret menneske, som man har tæt inde på sit eget liv.

Lukas Moodysson har skabt en roman, som hverken bringer dybt originale emner eller lignelser på banen, men til gengæld forholder sig til et emne, som alle mennesker må og skal forholde sig til flere gange i løbet livet: døden - både éns egen og forældrenes og de såkaldte udødelige ikoners.

For denne læser var Døden & Co det første møde med Moodyssons forfatterskab. Til gengæld forelå et indgående kendskab til filmografien med en stor kærlighed til Fucking Åmål og Lilja 4-ever. Der er meget stor forskel på Moodyssons meget fokuserede spillefilm om konkrete samfundsproblemer og denne bog om en karakter, der på mange måder minder om forfatteren selv og den abstrakte rejse udi accept-forsøget af døden som almenmenneskeligt grundvilkår.

Det bliver bestemt ikke det sidste møde med filmskaberens litteratur - omend et dyk ned i Moodyssons forfatterskab må vente, til irritationen over Lucas M.s selvmedlidenhed og de eksplicitte refenrecer, der kan minde om namedropping, er helt fordampet.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Lucas Moodysson: Døden & Co
Oversætter: Jacob Jonia
Klim, 313 sider
ISBN: 9788779559684