Sidste Skrig er den lovende samlede titel for de fire opsætninger af fire forskellige top-koreografer fra den såkaldt næste generation. De har alle skabt nye og anderledes trin til Den Kgl. Ballets dansere, og det er der kommet modig moderne ballet ud af som musikalsk spænder lige fra White Stripes til live opera.
Balletmester Nikolaj Hübbe lover os det sidste nye indenfor dansekoreografi og lokker med "forundring, forandring, forblændelse og forbløffelse". Det er store ord, og Sidste Skrig, der byder på én Danmarkspremiere og hele tre urpremierer, minder i form en del om forestillingen American Mixture fra 2007, hvor det klassiske også blev udfordret af det moderne. Her blev ballettrinene akkompagneret af bl.a. Kira & The Kindred Spirits og Aqua-Sørens musik, men denne gang er stilen holdt i et noget mindre poppet og mainstream format. Man skal stadig stå lidt på tæer for at forundres af Sidste Skrig.
Scenografisk er opsætningerne enkle, virkningsfulde og gennemførte. I den danske Tina Tarpgaards DEW ser man videoprojektioner, der samlebåndsagtigt kører over scenen og optager berøringspunkterne med danserne, for derefter at afspille disse i et grafisk lysdesign. Det organiske møder helt gennemgående det maskinelle i denne smukke opsætning, hvor to muskuløse, mandlige dansere starter ud med synkront at 'løfte' tæppet til tunge beats. Både musikalsk og æstetisk vækkede den del flot minder til det tyske band Kraftwerk.
Størst indtryk gjorde dog Yuri Possokhovs værk om Narcissus, der vandrer gennem markerne. Narcissisme-temaet forløses bombastisk og storladent med en enorm spejlkugle på scenen og kontratenoren Valdemar Villadsen, der - som en anden Don Juan-figur i Kasper Holtens operafilm (2010) - går rundt i bare tæer, jakkesæt og selvsikkerhed, mens han med imponerende brystklang synger Händel-arier om den store skuffende kærlighed, og danserne udtryksfuldt danser disse følelser ud. Det er næsten for meget. Sikke en afslutning!
Danserne holder en imponerende høj dansestandard, der fortjener at få ros og ord med på vejen. De afsøger helt fysiske grænser for kropsudfoldelse med en imponerende rå intensitet og styrke i deres udtryk. Det er i sandhed forblændende, og det synes at være en pointe hos koreograferne, at det ikke kun skal være smukt. De kropsnære dragter og den bare hud afslører über veltrænede, definerede balletkroppe, hvor man også kan skimte et par blå mærker og rifter. Der svedes og knokles i akavede og noget nær umulige positurer, og der er plads til både frustration, inderlighed, aggressivitet og længsel, som danserne fascinerende filtrer sig ind og ud ad hinanden.
Opsætningerne er et frisk pust af fornyelse hos et kompagni, der ellers er stærkt forankret i traditioner, og det klæder balletten godt at flirte så heftigt med den moderne dans. Også selvom man her må undvære det levende orkester og de romantiske tylskørter. Som for at understrege denne forskel er det helt atypisk heller ikke Gamle Scene, der lægger skrå brædder til, men derimod Skuespilhusets minimalistiske linjer.
De tre indlagte pauser imellem opsætningerne indbyder i den grad til hvidvin i sommernatten udenfor ved vandet, og Sidste Skrig er en flot og indtagende aften i teatret.
Sidste Skrig i Skuespilhuset, store scene
Spilleperiode: 26. maj - 6. juni 2012
