Tivoli og The One and Only Company er klar med tredje og sidste musical i rækken af konceptet Alle Tiders Musicals. Og denne gang er det Susanne Biers Den eneste Ene som har indtaget glassalen. Desværre lader forestillingen meget tilbage at ønske, og hvis denne musical var en ludobrik ville den være slået hjem.
Ligesom resten af Danmark har undertegnede også brugt fraserne "bare ærgerligt Sonny-Boy", "fuck, fuck" og "meget mærkeligt firma" hver gang muligheden bød sig i slutningen af 1990'erne. Susanna Biers film Den eneste Ene tog Danmark med storm for 14 år siden, og nu har Tivoli og The One and Only Company sat en helt ny musicalversion op i Glassalen, som spiller til og med 15. juli 2012.
Castet består hovedsageligt af musicaldebutanter: Linda P. som den kiksede Mulle, Mia Lyhne som den temperamentsfulde Sus, Nicolaj Kopernikus som køkkenmanden Niller, Jimmy Colding som den italienske charmebøf Sonny og Christiane Schaumburg-Müller, som den vampede og blonde Stella. Det var derfor med en vis nervøsitet at undertegnede satte sig i glassalens klapsæde. Ikke kun er det en tung arv at løfte fra det originale cast med Niels Olsen, Sidse Babett Knudsen og Paprika Steen, det er også et cast som ikke umiddelbart er de største sangstjerner. Men med en række ellers ikke uerfarne debutanter ser det lovende ud.
Desværre var nervøsiteten berettiget og forestillingen minder mest af alt om en skolekomedie, hvor publikum er stolte over at se deres darlings synge og danse en meget simpel koreografi. Der er skrevet nye sange til forestillingen og mange af dem virker til tider malplacerede og klumpet sammen. Derudover er der lagt utroligt meget kor og overdøvende musik indover, for måske at skjule hovedrollernes manglende sangtalent. Lyden var desværre også meget skinger og hul.
I forordet til programmet står der, at publikum kan opleve Niller, Sus, Stella og Knud på nærmeste hold. Men tværtimod opnår man ikke nogen forbindelse til karaktererne, da det hele bevæger sig på overfladen med fjol og absurditeter. Man fornemmer ikke den ellers så skønne kærlighed mellem Niller og Sus, tværtimod virker Mia Lyhne mere angst end forelsket. Dog er der nogle få øjeblikke, hvor magien og komikken fra filmen viser sig. Dette er især, når de via spotlys formår at skabe en filmisk effekt. Men der er desværre også mange øjeblikke, hvor man er efterladt tå krummende og tvunget til at se noget knap så behageligt. Robert Hansen som spiller Knud lirede de kendte oneliners af, men det blev aldrig sjovt.
Men nu må man jo ikke glemme forestillingens lille stjerne - Mgala (spillet af Hawa Jalloh/Sarah Riboe). Med en enkelt replik og en skøn frisure charmerer hun alle. Hun efterlader intet at mangle.
Undertegnede mener ikke, at denne forestilling gør filmen og dens originale cast ret. Det menneskelige i karaktererne er fjernet og tilbage er bare en hul efterligning, som ligeså godt kunne have spillet på et lokalt gymnasium. Bedøm selv, eller se filmen endnu engang. Denne anmelder giver 2 stjerner.
Den eneste ene i Tivoli
