Flere nyheder

 
Musik
Artificial Brothers - Live på Musiksmag

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Artificial Brothers - Live på Musiksmag
Lør. 2. jun. 2012
kilde: KultuNaut, Simon Roland

Fredag den 25/5 var undertegnede blevet inviteret til Artificial Brothers releasefest på det ydmyge sted, Musiksmag, i Jægersborggade i København. Dette fungerede som en lille teaser til bandets "rigtige" koncert samme aften på PH Caféen i forbindelse med Vesterbro Festival, men det skulle vise sig at være en særligt selvstændig koncert fyldt med både nerve og nærværd.

Da denne anmelder gjorde sin entre i Jægersborggade, tøffede bandet lidt små-nervøst rundt og menglede med folk, som var dukket op for at lykønske bandet med debutplade-releasen. Vejret var fint, og Jægersborggade så ud til at gøre en fin ramme omkring bandets set-up, som i denne anledning var særdeles indskrænket. Man havde valgt skære trommesættet helt ned til blot en gulvtam, en tamborin og et bækken. Dette så allerede her ud som om, det blot skulle være en hyggestund med bandet, som ikke skule tages alt for højtideligt, men disse fordomme baseret på ovenstående skulle vise sig at være komplet unødvendige. Gruppen opførte pladen fermt, og intensitet såvel som skrøbelighed var i højsædet, og på trods af den miniaturekoncert-agtige stemning, viste gruppen på fornem vis, at de besidder stærke musikalske kompetencer live såvel som på plade.

Musikken var ligeså atmosfærisk og sørgmodig som på pladen, og bandet formåede hele tiden at præstere, så man glemte alt om de ydmyge rammer som omgav koncerten.

Samspillet var stramt og nærværende, og selvom fredagen var solrig kunne man sagtens fortabe sig i Artificial Brothers dunkle lydunivers. "Reign over me" var især udtryksfuld og stærk, da forsanger Mathias Berthelsen stod for at levere nummeret solo. Dette fungerede glimrende og stod som en stærk kontrast til resten af sættet, som trods det indskrænkede set-up stadig var meget pompøst i sit lydbillede.

Man må konkludere, at selvom dette ikke var en officiel koncert var det ikke desto mindre en opløftende og særlig koncertoplevelse, og man fik lov at opleve et band, der med minimale midler stadig formår, at levere stærk og medrivende melankolsk musik på højt niveau, og det siger meget om Artificial Brothers musikalske evner.