|
|
Et flot cover med en fængende titel, ingredienser som kætterreligioner, et ældgammelt kloster med underjordiske gange, et slot, forskellige folk med ens tattoveringer, en fjentlig katolsk præst... Elisabeth Lyneborgs Midnatsmesse har til syneladende, hvad en god krimi i dag skal have - men det fungerer desværre slet ikke.
Emmy Toft er den 55-årige hovedperson, som skal holde læseren fanget gennem kriminalromanens 278 sider. Hun er usædvanligt forfængelig, hvilket nok skal virke menneskeliggørende på den midaldrende nordsjællænder og teolog. Men det kommer til at virke en anelse anstrengende, at den modne kvinde går lige så meget op i silkebluser, make-up og slankekost som i intellektuelle diskussioner og brutale mord.
På første side er Emmy på vej til et øde kloster og slot, hvor hun skal deltage i en konference i de franske Pyrenæer. På den sidste side er hun på vej hjem. Men ikke fra en almindelig og små-kedelig konference - fra et gerningssted med flere mord, en opgravet skat og en ægte fransk romance!
Så langt så godt - det lyder som et skelet til en god krimi. Der er desværre ikke rigtigt noget kød og blod på det her skelet. Det er lidt for vissent og tørt til at skræmme og medrive. Midnatsmesse mangler flow i både sprog, plot og research. Det bliver lidt af en kamp at komme igennem knap 300 sider med mystiske mord i det mystiske kloster med de mystiske konferencedeltagere som mystiske ofre og mystiske mistænkte. Emmy bliver lynhurtigt - pga. noget der minder om kærlighed ved første blik - udpeget til at være den ledende efterforskers uundværlige hjælper. Som en slags MILF-udgave af Miss Marple snuser hun rundt i klostret og ser tatoveringer, underlige udyr og lytter til mærkværdige prædikener fra en usoigneret og ubehagelig præst.
Sproget er stift, fuldt af gentagelser og mildest talt uengagerende. Et eksempel blandt mange er udvekslingen mellem Emmy og en anden konferencedeltager: "Sig mig, hvor ved du det fra?" "Det skal jeg sige dig, jeg har det fra min onkel" - sådan er der da ingen, der taler i dag (heller ikke i en krimi). Et andet eksempel kunne være, hvordan der står "hendes hjerte sprang et slag over", hver ENESTE gang Emmy møder sin franske flirt eller hvordan Emmy tænker "hvad gør den kloge nu?" hver ENESTE gang hun er i en slags knibe - og det er hun tit.
Plottet er yderst kliché-præget. Ikke at det gør noget i en krimi. Det er absolut tilladt at flette sig godt og grundigt ind i sin genre uden at bidrage med nogen form for fornyelse af måden en historie kan være plotdreven. Men den type spænding, som Dan Brown og andre forfattere kan skabe, når de beskæftiger sig med religioner, symboler og loger er ikke til stede i Midnatsmesse. Det er ikke partout uhyggeligt eller spændende, at nogen leder efter noget, der minder om Den Hellige Gral.
Research er en absolut nødvendighed, for at give en fortælling troværdighed. Der er ingen tvivl om at Elisabth Lyneborg kender sin bibel. Men hvis størstedelen af en krimialroman skal handle om mødet mellem en teolog og en politimand og deres fællesopklaring af nogle mystiske mord - så skal der altså være styr på hvordan efterforskningsarbejdet foregår i virkeligheden. Det er muligvis bogens største fadæse. Ofrene er blevet myrdet og derefter skambidt. Men ingen kan gætte - ja, "gætte", det ord bruger efterforskerne selv om sagen - hvem eller hvad, der har bidt de stakkels mennesker. En lille vatpind rullet ned i sårene kunne samle dna fra dyrets eller menneskets spyt og give en hurtig opklaring af dette dilemma. I stedet er det et tilbagevendende problem for retsmediciener og detektiver. Og den slags er der desværre en del af - en fuldstændig mangel på brug af den teknologi, som står til rådighed for efterforskere i dag.
Midnatsmesse er en blodfattig affære for krimifans, der ønsker spænding og et enkelt gys eller to. Men muligvis vil den appellere til den mere romance-søgende læserskare.
Elisabeth Lyneborg: Midnatsmesse
Hovedland, 278 sider
ISBN: 978-87-7070-286-7
