Tove Ditlevsens erindringer: Gift, der oprindeligt blev udgivet i 1971 med dertilhørende protester fra de impliceredes familier, er netop kommet i en smuk genudgivelse med forord af Dy Plambeck.
Hvis man skal starte med det grafiske, så har denne bog også her al mulig berettigelse. Ikke at Ib Spang Olsens oprindelige illustration ikke var flot, men Stoltzedesign, som har stået for denne udgaves moderne enkelhed, har virkelig ramt hovedet på sømmet og givet bogens look noget tiltrængt kant og coolness. Et farverigt kranie med få blomster på en mat grå baggrund ekkoer flot genialitetens kreativitet i en trist, grå virkelighed, som desværre var meget uforlignelige størrelser for denne store digter. Omslaget fanger også smukt Ditlevsens fanden-i-voldske humor og dødsdrift, der måske mere var en jagt på nerve og autenticitet end et egentligt resigneret ønske om at dø. Det kom først senere.
Gift er åbenlyst en dobbelttydig titel, der spiller på både Ditlevsens narkomani og hendes tre ægteskaber. Ifølge Dys forord er der meget rammende også en tredje gift, nemlig den ikke at kunne eller være i gang med at skrive. Ditlevsen er simpelthen kun lykkelig, når hun skriver. Selv da hun langt om længe indser, at hun er nødt til at komme væk fra sit tredje ægteskab med Carl Ryberg og ikke mindst alle de stoffer, han supplerer hende med (pethidin, kloral, butalgin m.m.) ræsonnerer hun råt; 'Jeg ville ikke gøre det for mine børns skyld alene, men for de bøgers skyld, jeg endnu ikke havde skrevet.'
En digter der i den grad er gift med sit gebet, holder meget logisk heller ikke op med at digte selvom hun skriver erindringer. Ramaskriget der fulgte den oprindelige udgivelse, var ikke helt uberettiget, idet Ditlevsen har redigeret virkeligheden i en sælsom blanding af selvbiografi og fiktion, som eks. Knud Romer også er eksponent for med sin: Den der blinker er bange for døden (2006).
Ingen skånes, mindst af alt Ditlevsen selv. Første del følger hende som purung digterspire i et ægteskab med den langt ældre Vild Hvede-redaktør og forfatter Viggo F. Møller og dernæst med den drikfældige evighedsstudent Ebbe. Fine biroller er besat af datidens litterære miljø, mest prominent Piet Hein, og så tager det fart. Lægen Carl introducerer hende for det smertestillende middel pethidin, da han skal fjerne resultatet af deres sidespring, og allerede efter denne første sprøjte beslutter hun; '...aldrig at give slip på den mand, der kan skaffe mig en så ubeskrivelig, salig nydelse'.
Et langt opslidende forhold til afhængighed begynder og beskrives indgående i den sublime anden del. Det viser sig, at der momentant er noget, der kan matche lykkefølelsen ved at skrive, men doserne skal højere og højere op for den ønskede effekt, og det bliver sværere og sværere at finde vener at stikke i. Det er en deroute, som er til at tage at føle på, og Carls sind- og skinsyge ligger som en uhyggelig skygge bag den konstante rus og nedtur.
Ditlevsens splittede sjæls udkrængninger er fascinerende læsning. Man føler inderligt med hendes bestræbelser på at opnå en idyllisk borgerlig lykke, som i praksis viser sig en helt umulig konstruktion at komme nær. Bogen slutter, som Dy bemærker det, med et spinkelt håb for fremtiden, som vi i dag ved brast. Gift lever dog videre i bedste velgående litterært og skal først og fremmest læses for Ditlevsens usentimentale tilgang til verden og sig selv, og for hendes smukke hjerte-smerte logik i sætninger som denne; Vi har kærlighedens ret på vores side, sagde han. Den ret, sagde jeg og kyssede ham, er altid retten til at gøre andre fortræd.'
Tove Ditlevsen: Gift
Gyldendal, 140 sider
ISBN: 978-87-02-10075-4
