|
|
Habemus Papam er en underfundig og tankevækkende film om en flok ældre mænd, nærmere betegnet den katolske kirkes absolutte top, og om en ny pave som træffer en beslutning, der får vidtrækkende konsekvenser for ham selv og hans undersåtter.
Det er sjældent, at vi ser en film, hvor så at sige samtlige figurer er mænd mellem 60 og 85. Sådan er det i Habemus Papam. Den gamle pave er død og en ny skal vælges. 108 kardinaler fra hele verden lukker sig inde i Vatikanet for at nå til enighed om, hvem af dem, der skal være den katolske kirkes nye overhoved. "Vær sød ikke at vælge mig herre" tænker flere af dem, da instruktøren Nanni Moretti med et glimt i øjet indvier os i kardinalernes tanker. Endelig bliver den nye pave Melville (Michel Piccoli) valgt. Da han skal træde frem på balkonen for de tusindevis af mennesker, der står på Peters Pladsen og for den milliard mennesker der over hele kloden, følger begivenheden på tv, får han et nervøst sammenbrud og nægter at gå derud. Han vil ikke påtage sig det store ansvar. En psykolog, der viser sig at være ateist, bliver hidkaldt, men han kan ikke hjælpe ham. Melville indvilger i at prøve en psykolog uden for Vatikanet, og i forbindelse med et besøg hos hende, lykkes det ham at stikke af fra sine rådgivere og bodyguards og forsvinde ud i Roms virvar.
Man forstår ham godt. Der er som bekendt koldt og ensomt på toppen. Alle katolikkers øjne er rettet mod ham og ansvaret er enormt. Filmen dykker lige ned i dilemmaernes problematik. Skal, skal ikke, en situation, som vi alle kender til hudløshed. Moretti, der har en lang karriere bag sig både som instruktør, manuskriptforfatter og skuespiller er kendt som en satirisk og skarp samfundskritiker. I Habermus Papam er han mere afdæmpet. Vi hører hverken om katolske præsters pædofili eller om kirkens finansielle skandaler. Men såvel psykologer som medier får en tur igennem satiremaskinen. Udover at være filmens instruktør spiller Moretti psykologen i Vatikanet. Det gør han ganske morsomt, dog til tider lidt overdrevent. Den franske 87 årige Piccoli, som spiller Melvin, er uovertruffen. Med et jaget udtryk i øjnene så længe tvivlen martrer ham, og en afklarende ro, da han endelig føler sig parat til at føre sin beslutning ud i livet, fornemmer man hans store dilemma. Han er sympatisk og ikke bange for at vise sin usikkerhed. Ham stemmer vi gerne på.
Filmen viser, på trods af, at der er tale om ren fiktion, en del af de faktiske ritualer i forbindelse med indsættelsen af en ny pave. På den måde bliver man også klogere af at se den. Habemus Papam er på en gang bevægende og morsom. Den er lidt for lang, men kan varmt anbefales.
