Flere nyheder

 
Film
Reindeer spotting

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Reindeer spotting
Tor. 19. jul. 2012

Den finske dokumentarfilmsinstruktør Joonas Neuvonen var på bistand og tilbragte det meste af sin dag påvirket af narkotika. I løbet af denne tid, besluttede han at filme sin kreds af venner, med fokus på Jani, en 19-årig knægt, der er dybt afhængig af Subutex.

Jani lever på overførselsindkomst, men hans misbrug er vokset til det punkt, hvor han griber til tyveri og småkriminalitet, for at have råd til Subutex - et stof, der egentlig er tænkt som en erstatning for heroin på samme måde som metadon. Jani er træt af sit liv i den finske provinsby Rovanienmi og med en fængselsdom hængende over hovedet, længes Jani langt væk fra den kolde, finske by, som synes at være fuldstændig besat af rensdyr. Efter at det lykkedes at stjæle 5000 euro, rejser Jani og Joonas gennem Danmark, væk fra Skandinavien, til et eksotisk Europa med andre typer narkotika.

De grove, håndholdte optagelser fra Neuvonens lille amatørkamera, gør Reindeer spotting til en grynet men alligevel velfilmet dokumentarfilm, der forsøger at holde sig fra at moralisere. Optagelserne præsenteres på en meget umiddelbar måde, akkompagneret af Janis egne ord om sit liv og sin situation. Musikken er sparsom og på ingen måde melodramatisk eller manipulerende trods det barske emne.

Neuvonen viser monotonien i Janis eksistens, hvor en kamp mod meningsløshed sniger sig ind både når han sidder foran fjernsynet med de lige så påvirkede venner, og i de situationer, hvor han er nødt til at gå langt, for at få sit fix - f.eks. et tyveri.

At kameramanden/instruktøren er en af vennerne, en af misbrugerne, åbner nogle filmiske døre, så seeren kommer tættere på, end det nok ville være muligt med en traditionel udefrakommende dokumentarist. Der er ikke lagt skjul på noget. Den intravenøse brug af narko er absolut dokumenteret - der er både nåle og stiksår i store mængder. Ligeledes er der masser af ærlighed i samtalerne mellem Jani og Joonas i løbet af deres rejse i Europa.

En vellykket dokumentarfilm må siges at være kommet ud af Joonas Neuvonens triste videodagbog. Reindeer spotting er absolut seværdig!

Se spilletider

Se filminfo