Efter fredagens fremragende koncerter på Odeon var det tid for et gensyn med engelske The Cult, der var sat til at spille på Orange Scene. Et fejlgreb af de større på årets festival, skulle det vise sig. (Foto: Ivan Riordan Boll)
The Cult 
The Cult med hovedfigurerne Ian Astbury, vokal, og Billy Duffy, guitar, i front, kom til landet med deres nye album, Choice of Weapon, frisk i bagagen. Og albummet er som sådan en ganske hæderlig bedrift, der dog ikke når bandets bedste udgivelser fra firserne til sokkeholderne.
Men The Cult kan deres hard rock og riff'n'roll, det vidner sange som "Lil' Devil", "Rain", "Wild Flower" og "She sells Sanctuary" stadig i den grad om. Desværre var der så intet der vidnede om nødvendigheden af bandets optræden på Festivalens største scene i 2012. The Cult gik da frisk til sagerne, men de nåede ingen vegne udover scenekanten. Bandet er i dag nok en parentes i rockhistorien for de få, for dem, der husker dem fra den gang, de var bedst.
Havde The Cult spillet på en af festivalens mindre scener, så havde det måske været med et bedre resultat, men de var overmatchet på Orange. Som sådan lidt ærgerligt.
Jack White
Fredagens hovednavn på Orange scene var Jack White, der på imponerende tid er vokset fra at være skramlet, talentfuld garagerocker med The White Stripes, til at blive et decideret stadion act. Manden er nærmest blevet en dinosaur lang tid før hans alder og karrieres længde egentlig ligger op til. Men manden kan virkelig spille guitar, og hans eventyrlyst hvad angår nye bands og konstellationer, vidner om en umættelig lyst til rockmusikervirket.
Da han fredag aften gik på scenen var det med et band udelukkende af feminin karakter - altså kvinder. Og yndigt så det ud. Akkurat som Mr. White bestemt fik understreget, at han er en formidabel guitarist. Men den største kunstner ud i det at skrive fede rocksange, det synes jeg sgu ikke han er.
Bedst og stærkest stod sangene helt tilbage fra kataloget fra de tidlige duo-dage med Meg White i The White Stripes. Noget mere gennemsigtigt var det nye materiale. Ikke dårligt, bare ikke med samme klasse og bid som de ældre sager.
Men flot så det ud. Koncerten var en visuel gennemført omgang, der tydeligvis også havde fat i et stort publikum. Men særlig storartet blev det aldrig.
