Made in Japan. Det er instruktøren Hayao Miyazaki, hvad hans navn heller ikke lægger skjul på. Dog tæller hans tegnefilmsindeks film, der i både tema, tempo og tråd toner en utvivlsom universalitet frem, som gør hans værker eviggyldige. Mød det seneste - "Laputa: Slottet i himlen".
På den vestlige halvkugle har vi Disney. Dér, hvor solen stiger op, praler de med Miyazaki. Og med rette! Den lille, sølvhårede mand, med et veltrimmet, gråt skæg og buskede, sorte øjenbryn har siden sin spillefilmsdebut i 1979 serveret den ene animationsklassiker efter den anden. Klassikerkataloget indbefatter bl.a. film som den panteistiske Nausicaä fra vindens dal (1984), den humoristiske Porco Rosso (1992) og ikke mindst Oscarvinderen Chihiro og heksene (2001).
Laputta: Slottet i himlen, der er produceret i 1986, får altså, for første gang og mere end tyve år efter sin debut, en kunstig genoplivelse i de danske biografer. Med originale japanske stemmer og danske tekster - så er man heller ikke i tvivl om, hvem filmens primære målgruppe er.
Man må konstatere, at det har kørt for Miyazaki på de danske breddegrader i nogle år nu. Kørt så kunstnerisk og så kommercielt godt, at utallige af hans tegnefilm er blevet hevet op af fortidens vildnis, er blevet støvet af og ganske ekstraordinært sat på biografplakaten mange år efter deres oprindelige premieredato. Anakronisme eller animationsgenialitet? I dette tilfælde nok snarere det første.
Med fare for at inkarnerede Miyazaki-fans rynker brynene, knytter næverne og spytter langt efter hvert et ord i denne anmeldelse, så kunne - og måske burde - Laputa: Slottet i himlen snildt være blevet introduceret til det danske filmmarked med en fin og fyldig dvd-udgivelse eller sågar en hæderlig tv-premiere. Ja, endog i primetime.
Laputa er skam en charmerende, tilforladelig film. Man skal være lidt af en kyniker for ikke at falde for dens eventyrlige univers med lige dele tragik og komik. Den godmodige, forældreløse dreng, Pazu, møder en efterhiget ligesindet i den smukke, mystiske Sheeta. Hun bærer på mange hemmeligheder, der alle synes at være forbundet til hendes lysende halskæde. Grådige luftpirater og skruppelløse militæragenter jagter den værdifulde amulet. Og måske løsningen på hele gåden findes på den svævende ø, Laputa, som få har set, og endnu færre tror på.
Miyazakis sædvanlige tematikker, hvor ekstremerne kommer i clinch, er også at lure i denne film. Natur vs. civilisation, den barnlige uskyld kontra den voksne fortænkthed og drømme modsat virkelighed bliver spundet ud på behændig og effektiv vis. Pazu og Sheeta er filmens klare trumfkort - bedårende og renskurede. Præcis som rigtige helte skal være det - også når de kommer i miniatureform. Man fanges af deres elskelige karakterer, man fænges af deres fabelagtige projekt og man følger gerne med. Men ..
Plottet hakker, ligesom billedsiden gør det. Bevægelserne er staccato, som robotdansen fra firsernes discogulve. Man kan argumentere for, at denne "stødvise stil" er tiltænkt, og at den derfor i sidste ende handler om smag og behag. Billedsiden er da også mestendels smuk på en primitiv, poetisk måde, men i for store mængder kan det kritiske øje ikke forblive lukket. For meget ligegyldigt tjubang hæmmer desuden en mere naturlig udvikling i historien, ligesom det - for denne anmelders vedkommende - bremser en ordentlig indlevelse i historien.
Filmens onde skurk bemærker til sidst i filmen, at "Laputas kraft bygger på menneskers drømme". På sin vis er denne replik indkapslende for hele filmen. Laputa: Slottet i himlen dyrker de drømmeriske kvaliteter, hvor fantasi og fakticitet forelsker sig og forfører tilskueren for en stund. Men også kun for en stund.
