|
|
Glinsende, bare overkroppe og faste, velformede bagdele. Svingende, svajende og shakende til samtidens simrende salsa- og hiphoptoner under Floridas sydende sol. Sådan præsenteres Step Up: Revolutions seneste dansetrup, The Mob, hvis svedige kroppe alene overgås af filmens svedige beats, der får dig til at trippe med fødderne, nikke med hovedet og klappe i hænderne.
One step can change your world, er Step Up: Revolutions dobbelttydige tagline, hvor step jo - meget spidsfindigt (ironi kan forekomme) - både henviser til skridt og dansetrin. Muligvis en slags moderne opdatering af Armstrongs kendte - One small step for a man. One giant leap for mankind. Det ville naturligvis være lidt af en overdrivelse at påstå, at denne fjerde del af den dansebesatte Step Up-serie skulle markere et stort eller for den sags skyld et lille skridt for menneskeheden, kunsten eller samfundet. Men underholdende - dét er den!
Sean er den charmerende leder af en dansebidt trup, The Mob, der lever af at optræde på gaden. Emily er den klassisk orienterede danser, hvilket ikke hindrer hende i at blive en del af truppen og sågar lægge billet ind på Sean. Mere problemfyldt er det, at hendes far er en opsat businessmand, der har fået Seans kvarter i kiggerten til et nyt, fancy boligprojekt. Nu er det op til Sean, Emily og co. at modarbejde moderniseringsplanerne. Kan performance art på gadeplan blive til potent protestdans på verdensplan?
For passionerede fans af Step Up-franchisen behøver denne film vel næppe nogen nærmere introduktion. For uindviede sjæle kan franchisens og også denne films hovedmelodi koges ned til en modernistisk ret af buldrende beats og gennemkoreograferede dansesekvenser. Musikken er så up to date, at ikke engang iTunes kan følge med, så rytmisk som bare fanden og så fantastisk smittende, at man allerede inden filmens afslutning er på nynne-niveau med hele sangkataloget. Dansesekvenserne er fænomenalt koreograferede (respekt!), så man igen og igen undervejs i filmen kommer i tvivl om, om det virkelig er mennesker af kød og blod, der udfører alle de krævende synkroniserede dansetrin, eller om professionelt kostumerede robotter er på dansespil. Det er ikke bare bravo. Det er bravissimo!
Dér hvor musikken og dansen møder hinanden i ren ekstase, dér sætter karakterstereotyper og plotfattigdom også hinanden stævne. Persongalleriet er nemlig ligeså forudsigeligt som regn i den danske sommer, og plottet kører, uden omveje, ned ad en genkendelig, kedsommelig motorvej. Spændingsmæssigt er den flad som en pandekage, og de sukkersøde elementer bliver for meget af det gode. Man bliver næsten helt dårlig af det.
Ignorér derfor historien. Glem karaktererne. Slå derimod ørerne op. Kast blikket på den uhyrligt velkomponerede kunstart af dansende kroppe. Step Up: Revolution er ingen omvæltning, selv om titlen postulerer det modsatte. Ikke engang en minilavine i en miniaturebjergkæde. Men den er et vellykket, vitalt danseshow, der virkelig viser, hvilket mirakuløst instrument menneskekroppen egentlig er. Det er værd at blive mindet om.
