|
|
Den amerikanske kultgruppe spillede op til nostalgi i Amager Bio for et dedikeret publikum. Desværre blev det aldrig magisk som i gamle dage.
Bandet påbegyndte, efter tre eminente album og decideret kultstatus på højde med Portishead, en pause på ubestemt tid tilbage i 1997. Nu er de endelig genforenet og kommer med nyt album i løbet af året. Det var derfor med sommerfugle i maven, at undertegnede og mange andre fans mødte op i Amager Bio.
Marie Fisker gik på med kælen stemme og støvet, dreven country-lyd med rockkant. Nick Cave og Raveonettes har oplagt været inspiration, samt ikke mindst aftenens hovednavn. Det var en smuk opvarmning til det alle ventede på.
Og så går hun på, Hope Sandoval og det sagnomspundne band med guitar-troldmanden David Roback ved roret, der tilsammen udgør Mazzy Star. Pludselig står Hope deroppe i mørket i en kjole med pailleter og et rødvinsglas. Én prøver at tage et billede. »Lad vær!! Hun går amok!« lyder det fra sidemanden; »Hun afbrød koncerten igår pga. det!« Selvom det viser sig kun at være en halv sandhed, er der en særegen andægtig stemning i salen. Hope Sandoval er en diva på trods af det forførende forsagte ydre. Ingen tvivl om at hun kan finde på at droppe koncerten, hvis noget ikke passer hende. Hun er ligeledes notorisk kendt for at være ekstremt usamarbejdsvillig i interviews.
Musikken burde også tale nok i sig selv. Der startes hårdt ud med Blue Flower fra debutalbummet She Hangs Brightly (1990), som får masser af støjguitar og kant. Det er en intens start. Denne anmelder når lige at tænke, at Hope Sandovals sensuelle, mystiske fremtoning og ikke mindst hendes gudesmukke, drømmende stemme, stadig har 'det'. I baggrunden kører Sally Mann inspirerede billeder, og understøtter musikkens univers på smukkeste vis. Det hele tegner såre godt, men ak.
Der er måske alligevel noget, der ikke passer Hope, eller også kan den lange pause bare høres. Det intense nærvær udebliver i store dele af koncerten, og mest virker Hope lettere uengegaret. På trods af en nostalgisk hit-kavalkade af den anden verden - der bl.a. inkluderer så ikoniske størrelser som Dissapear, Ghost Highway, Halah, Blue Light, She Hangs Brightly og Look On Down From The Bridge - mangler der grundlæggende indlevelse og interesse. Nok er det et indadvendt band, men lydbillederne løfter sig kun momentvis til det storladne og selv storhittet Fade Into You leveres sløset med manglende timing.
Små spæde 'tusind tak' kommer fra Hope imellem numrene. Det lyder næsten undskyldene, og man undres om hendes generte facon også dækker over en bevidsthed om, at bandet ikke leverer sit bedste i aften. Efter lange klapsalver kommer de tilbage og giver ekstranumre. De første strofer til det helt igennem fantastiske country-inspirerede nummer I've Been Let Down lyder, før noget kikser. »I can't hear myself!« klager Hope og går i baglås. Bandet jammer, scenefolk roder for at løse problemet, og Hope truer med at forlade scenen. Nummeret droppes til undertegnedes store ærgrelse, og Hope undskylder til sine musikere. Ikke til publikum.
Miseren reddes med en flot afslutning. So Tonight That I Might See køres i langdrag med hypnotiserende instrumentalpassager, der får godt med forvrænget el-guitar og har en Hope, der virkelig føler det på tamburin. Men så er det slut. Samlet set er det denne aften desværre ikke en særlig stor koncert med det store band.
Mazzy Star i Amager Bio, den 6. august 2012 kl. 20.00
Opvarmning: Marie Fisker
