|
|
"Jeg er bange for at være bange", forklarer den eftertænksomme Margot (Michelle Williams) for sit nye bekendtskab, den ligeså angste kunstner Daniel (Luke Kirkby). Biografpublikummet har til gengæld intet at frygte ved at indløse billet til "Take This Waltz". Måske lige bortset fra, at det bliver ualmindeligt svært at forlade biografen og tage afsked med filmens univers.
Er det mig? Er det dig? Eller er det os? Tre typiske spørgsmål i ethvert forhold, der efter nogle år på bagen er begyndt at knage, først lydløst, så insisterende, som gamle trægulve der giver sig ved hvert skridt, for dernæst at knuge hverdagen med ligegyldig sniksnak og gennemsnitlige ritualer, man næppe længere registrerer som andet end en af livets gentagende trivialiteter. Kærlighedsforhold, der udholder pinsomt lange eller befriende korte krampetrækninger kan enten knejse eller kuldsejle. Den knejsende version vanskeliggøres dog af, at man pludselig møder en mand, som ikke er ens egen mand, men en tilfældig mand på et tilfældigt sted, bliver fascineret af ham, forelsker sig i ham .. og fortsætter sit videre liv med ham?
Sådan et kompliceret kærlighedsdilemma kommer den kønne journalist Margot ud for. Gift med den fredsommelige, men forudsigelige kok Lou (Seth Rogen), der er ved at få sit gennembrud som kyllingekogebogsforfatter, lever Margot egentlig en tolerabel tilværelse, der svæver et sted mellem tryg og tilfredsstillende på den ene side og træg og tom på den anden. Ind kommer den mystiske, men ligefremme Daniel, der ikke er bleg for at stalke hende i lidenskabens navn. Bramfrit fremlægger han alle de slibrige detaljer, han har lyst til at gøre med hende og i særdeleshed hendes krop og halvt romantisk, halvt patetisk inviterer han hende til et fremtidigt møde om cirka 50 år, for til den tid at udleve dén passion, som moralen, anstændigheden og Margots alliance med Lou ikke tillader nu og her. Men kan, bør og skal kærligheden være så tålmodig?
Den tidligere Dawson´s Creek-stjerne Michelle Williams har bevæget sig langt væk fra halvfemsernes teenagesæbeoperaer. En kunstnerisk dristighed til at fordybe sig i eksistensens skyggesider - i filmens verden - har hidtil sikret hende tre Oscarnomineringer. I Take This Waltz manifesterer hun på ny, hvor fantastisk habil, fuldstændig indlevende og fuldkommen forrygende hun er som skuespiller. Alle de nødvendige følelsesfinesser, som Margot skal kunne viderebringe til tilskueren, leverer Williams til perfektion. Som når hun er i fællesbad med veninderne efter den ugentlige svømmetime, og rummet summer af talende kvinder, der frejdigt diskuterer kærlighedens stilstand efter x antal år sammen. "Who am I shaving for?", siger kvinden ved siden af, mens Margots stille ansigt fortaber sig i uudtalte grublerier, som tilskueren næsten telepatisk synes at have adgang til. Stilheden er så sigende. Det er fornemt!
Dejligt er det også at se komikeren Seth Rogen i en rolle, der - indrømmet - tangerer det ufrivilligt komiske, men som inde under de godmodige smilerynker gemmer på et mere facetteret menneske, som Rogen evner at legemliggøre med charmerende troværdighed. Allerstærkest lyser endnu et komikernavn, Sarah Silverman, der i rollen som Lous alkoholiserede søster fungerer som filmens sandsigerske. "Livet har et tomrum, man aldrig kan udfylde," fortæller hun smertefuldt afklaret til den grædefærdige Margot og slår hermed filmens grundtone an. Det er tragisk. Og komisk. Som selve livet.
"Jeg elsker dig så højt, at jeg vil flå dig med en kartoffelskræller" og "en hund er optakten til et barn" er blot et par eksempler på den helt igennem drillelystne dialog, der dominerer filmen. Manuskriptet er goofy uden at være plat, intelligent uden at overbelaste de små grå og følsomt uden at tendere det sentimentale. En udsøgt fornøjelse er det, og det er filmens manuskriptforfatterinde samt instruktør Sarah Polleys fortjeneste. Hun har en enestående evne til at iscenesætte eksistentielle menneskelige spørgsmål på en sådan måde, at der ikke hænger et tungt, utilnærmeligt spørgsmålstegn efter hvert et udsagn - nok snarere en mere letlevende, mindre prætentiøs smiley. Stilistisk brillerer hun tilmed med postkortegnede panoreringer, en uimodståelig scenografi, en fænomenal veksling mellem beskrivende totaler og penetrerende nærbilleder samt en helt igennem æstetisk stimulerende billedside. Med den hjertegribende Away From Her som debutfilm blev Polleys navn et af dem, man skulle holde øje med. Med Take This Waltz etablerer hun sit navn, så man fæstner blikket. Filmen formår ganske enkelt at udfordre og underholde på en og samme tid. Take This Waltz - ja, tak!
