Efter at svenske Bäddat För Trubbel havde rusket gang i folk med deres enkle og kontante punkrock på Teltscenen, var det tid for Columbian Neckties fra Aalborg til at bære festen videre med deres knap så punkede stil, men ubetinget lige så kontante og hårdtslående rock.
På dette tidspunkt havde festivalen leveret en så høj standard, at man næsten ikke kunne forstille sig det meget bedre. Derfor var det også en øjenåbner af de helt store at overvære norske Honningbarna på Fortscenen, som med en gennemsnitsalder på max 20 leverede noget af det tungeste, hårdeste, mest intense og fantastisk charmerende spillemandspunk. Med Edvard Valberg i front med en cello mellem benene blev publikum revet med ud på en anden galakse, hvor Honningbarna regerer med uindskrænket magt. Det var simpelthen sublimt og kan ikke anbefales nok. De norske fjelde har tidligere fostret klassebands som Skambankt, Kaizers Orchestra og Turbonegro. Nu er Honningbarna klar til at tage stafetten videre!
Svenske Sator skulle hamle op med de imponerende nordmænd, og det gik simpelthen ikke særligt godt. For det første er deres materiale slet ikke godt nok, og for det andet er det nok mange år siden, de havde et publikum i Danmark. Festen faldt i hvert fald ned i gear, selvom det da var hyggeligt at se de gamle drenge, der var nogle unge knægte, sidst undertegnede så dem i København for 25 år siden.
Heldigvis sluttede britiske The Jim Jones Revue festen af med et brag af en koncert, der satte de sidste hjerneceller komplet ud af spil. Volumenknappen må have fået et spark opad, og bandet leverede i den grad et udadvendt rock'n'roll show, der levede i ånden fra MC5 og på den rå energi, som ægte garagerock indeholder. Tungt og svedigt og med hardcore energi.
Gutter Island er en unik størrelse på det danske festivalmarked. Der er intet som den garagerock, man oplever på den lille tange ud for Vordingborg, og man kan efterhånden genkende mange af ansigterne blandt publikum fra tidligere. Eneste problem med en ellers aldeles vellykket festival var kvaliteten og udbuddet af mad. Et evigt tilbagevendende problem, som man åbenbart ikke kan finde en løsning på, men nu går der to år, før vi mødes igen, og hvis bare musikken holder standarden, kan det kun blive et brag af en fest. Vi ses på Gutter!
Foto: Honningbarna / Jannica Honey
