Flere nyheder

 
Musik
Elegant og stemningsmættet fra Cody

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Elegant og stemningsmættet fra Cody
Ons. 29. aug. 2012

Fjerde udspil fra københavnske Cody indeholder fantastisk flotte melodier med masser af elegante detaljer og stemningsmættede forløb, men er også så velproduceret og perfekt i sin lyd, at man momentvist mister interessen.

På de tidligere udspil fra Cody og især deres forrige Under The Pillow, Under The Elms, havde gruppen en særlig kantet og knitrende tilgang til deres melankolske og alternative countryfolk. Store var forventningerne derfor, da Fractures endelig landede i afspilleren. Og man bliver absolut ikke skuffet over Kasper Kaaes vokal eller de komplekse og finurlige melodier, der er godt bakket op af Codys øvrige seks medlemmer. De tolv skæringer er tværtimod fyldt med vellyd, er yderst velproducerede og har et kvalitetsniveau, der ikke findes tilsvarende mange steder på det danske musikmarked. Men når man alligevel bliver en smule uinteresseret i Codys projekt, er det simpelthen fordi numrene er blevet for meget mainstream og har for lidt vovemod indbygget i motoren.

Et nummer som "August" kunne være et træfsikkert hit til de sene radioprogrammer, men det bliver mere en stiløvelse i Kaaes vokale talenter, akkompagneret af tyste instrumenter og bløde strygere i baggrunden. Og her mangler maskinen simpelthen hestekræfter og nummeret minder mere om Alison Krauss' fløjlsbløde countrypop, end en københavnsk storbygruppe med noget på hjertet.

Når man alligevel ikke kan komme uden om Codys fortræffeligheder, skyldes det numre som det indledende "Disharmony", titelnummeret "Fractured" og det afsluttende "Go Home", som står som albummets højdepunkter. Her rammer Kaae & Co en nerve og en lyd, hvor man fornemmer menneskene bag, samtidig med at den vemodige stemning får lov at fylde det sjælsdunkle univers på en behagelig måde, men med lige præcis den smerte og den autenticitet, der gør Cody til noget særligt.

Københavnerne har leveret et fremragende flot album med høj kvalitet alle steder, men på bekostning af det mere originale og det lidt farlige udtryk, der var på gruppens tidligere udgivelser. Fans vil næppe blive skuffede, men man kan godt forvente lidt mere knitrende uro under overfladen, end Cody leverer her. Måske er det bare en naturlig udvikling af et band, der er blevet rundere og mere modne i deres udtryk.

Cody: Fractures ude på vinyl, cd og download fra Nordic Music Society den 27. august 2012