Flere nyheder

 
Diverse
Bornholms Kulturuge

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Bornholms Kulturuge
Fre. 31. aug. 2012
kilde: KultuNaut

Bornholms Kulturuge har vist sig bæredygtig, og løber nu af stabelen for 11. gang - netop med bæredygtighed som den nye målsætning. I år kan bydes på musik, film og teater, forestillinger og udstillinger, cirkus og byvandringer, granit og skulpturer, keramik og glaskunst samt meget meget mere.

Det er bl.a. muligt at opleve: Equilibrium - Cirkus i Glasriget, danseteaterforestilling Metamorfose, dokumentar- og kortfilm, Ellestingeren - en ny familieforestilling af den bornholmske forfatter Dennis Gade Kofod, guidede ture, Havnens dag, mad, udstillinger og workshops, samt koncertrækken Udenfor Sæsonen der efterhånden er blevet til en stærk musikalsk tradition på Bornholm. Men hvor traditioner er forudsigelige, er Udenfor Sæsonens helt særlige varemærke, det uforudsigelige. I år er ingen undtagelse, når Steffen Brandt har ladet sig inspirere af nordatlantiske toner og går på scenen sammen med Nive Nielsen fra Grønland, Disa fra Island og sangeren, guitaristen Teitur fra Færøerne. De bliver blandt andre bakke op af bornholmeren, den prisvindende Rasmus Schjærff Kjøller på accordeon. De øvrige medvirkende musikere er Gustaf Ljunggren, kapelmester, Christoffer Møller, klaver, Jeppe Gram, trommer samt Jeppe Skovbakke på kontrabas.

Nye skud på stammen

Det nye skud på stammen i år er Udenfor Sæsonen Klassisk. Operasangerinden Andrea Pellegrini er værtinde ved koncerterne hvor hun vil præsentere et drømmehold af musikere i et helt særligt program, hvor man kommer vidt omkring i de klassiske kringelkroge! Koncerterne tænkes som en klassisk pendant til Steffen Brandts Udenfor Sæsonen og vil som et særligt indslag præsentere en ung musikalsk Bornholmer på vej op! Denne vil få mulighed for at optræde med mere erfarne kunstnere, og disse vil lutres at ungdommens utæmmelige vildskab! Alle musikerne er opsatte på at begejstre, men også at udfordre, sig selv og publikum! Dette års musikalske hold består, foruden sangerinden Andrea Pellegrini, af strygekvartetten Krogerkvartetten - Alexander Øllgaard, violin 1, Maj Kullberg Øllgaard, violin 2, Katia Stodtmeier, bratsch og Johan Theorin, cello - pianisten Tanja Zapolski og den bornholmske fløjtenist Sara Delagarde Jørgensen.

Yderligere Information

Bornholms Kulturuge 2012 finder sted i uge 38 - fra fredag den 14. til søndag den 23. september. Læs meget mere på www.bornholmskulturuge.dk