|
|
"Ungdommen er spildt på de unge", bemærkede den irske forfatter, Bernard Shaw, engang. Ungdommen, livets frembrydende metamorfose fra ufuldendte pupper til fuldvoksne sommerfugle. Men spildt? Langt fra. I hvert fald ikke ifølge Kaspar Munks anden spillefilm, You & Me Forever, om ungdommens opbyggende og opslidende urkraft.
Atmosfærisk musik, der inspirerer til drømmende tilstande hos tilskueren. Udstillende nærshots, som får tilskueren til at føle, at han bevæger sig ind i karakterernes sjæl. Symbolske billeder, der omslutter scenerne i en fin symbiotisk samling. Sådan vælger den danske instruktør, Kaspar Munk, at komponere sin anden spille- og ungdomsfilm, You & Me Forever. Munk har en synlig forkærlighed for ungdommens tilstande, hvad hans første og meget anmelderroste spillefilm, Hold om Mig, også demonstrerede. I modsætning til forgængerens tungsindige undertoner, bevæger hans seneste ungdomsopus sig i en mere positivistisk retning.
Laura (Julie Brochorst Andersen) og Christine (Emilie Claudius Kruse) har været bedste veninder siden barndommen. Som 16-årige bruger de ivrigt tiden på våde byture, intime snak og nysgerrige udforskninger af både eget og det modsatte køn. Ind kommer den stille, men spændende Maria (Frederikke Dahl Hansen) og sætter sig som en uovervindelig kile mellem de to før så tætte veninder. Kan venskabet overleve, når alle kneb som bekendt gælder i krig og kærlighed?
Hovedrolleindehaverne i You & Me Forever er stort set alle sammen gengangere fra Hold om Mig, og umiddelbart har dette skuespillergensyn været en god idé, da hele castet spiller med en enorm intelligent kraft, som har de, siden Munks foregående film, videreudviklet deres grundlæggende forståelse for ungdommens væsen og sat sig ind i materialets talrige nuancer. Sørgmodighed og sårbarhed portrætterer de ligeså troværdigt som ekstatisk glæde og henrykkelse. Man tror på dem og engagerer sig i deres liv.
Filmen forfægter endvidere et emotionelt stimulerende historiedrive. Det skyldes, at et plotdrevet scenarie har veget pladsen for en mere karakterdreven fortælling, hvor både kameravinklen og synsvinklen konstant er inde under huden på karaktererne, så filmens personfortælling bliver intimgjort. Heldigvis klarer Munk således at bore sig dybt ind i karaktererne, så tilskuerens engagement i historien fastholdes.
Men! Klipningen er ikke altid køn, som når Christine det ene øjeblik smider en kuglepen på gulvet, for i det næste at sidde med den i hånden. Lyden fungerer heller ikke helt optimalt, da dubbingen flere steder er fejltunet. Filmens mest spolerende element er dog, at den overordnede hovedperson, Laura, dybest set er uinteressant. Hun har ingen særlige evner, viser på intet tidspunkt nogen særlig individualitet eller attraktive karaktertræk. Mest af alt fremstår hun anonym, og man har svært ved at forstå, hvorfor både den langt mere facetterede Maria og den tavse Jonas finder hende uimodståelig.
Derudover begrunder filmen på ingen måde overbevisende Lauras overraskende afstandstagen fra Christine. Når Laura pludselig vælger at give Christine det røde kort, virker det mest som en handling, der var en plotbegrundet nødvendighed for filmens tiltænkte videre udvikling, og mindre som en troværdig sandsynlighed.
Munk har dog styr på sin stilistiske form, og selv om filmens altovervejende følelsesbetonede æstetik ikke vil falde i alles smag, overgiver både ens øjne og sanser sig hurtigt til filmens utroligt smukke billeder, akkompagneret af et mageløst soundtrack. Det er flot og forførende og gør, at man ikke blot ser filmen, men oplever den.
You & Me Forever er ingen perfekt produktion. Men den formår at hypnotisere tilskueren med sin sanselige æstetik og uforstilte favntag med ungdommen. Man længes næsten tilbage til tillukkede klasselokaler, lugtende madpakker og skjulte blikkast på klassens lækre dreng. Den længsel holder fast i én .. også når man forlader biografen.
