|
|
Efter animationsfilmen "Fantastic Mr. Fox" er Wes Anderson tilbage med en film om purung kærlighed på en spejderlejr i 60'ernes New England, der formår at være ironisk og ærlig på samme tid. Den ligner ikke andre film, men indeholder kendetegn fra alle Wes Andersons tidligere film, som den endda ender med at overgå.
Moonrise Kingdom åbnede Cannes i foråret, men den danske præmiere blev desværre udskudt fra juni til september. Det er tilgivet nu, for handlingen er henlagt til en fiktiv ø ud for New Englands kyst, hvor vi allerede i introduktionen får af vide, at en årlig septemberstorm om få dage vil hærge øen. Med stormen i vente følger vi den forældreløse dreng Sam, der stikker af fra en enormt velorganiseret spejderlejr under ledelse af Edward Nortons tropsfører. Han skal møde sin udkårne, pigen Suzy med blå øjenskygge og upraktiske søndagsskolesko, og filmen handler om deres flugt fra forældre, politi - og især de andre spejdere.
Wes Andersons film har en uhyre gennemarbejdet og karakteristisk stil, som man enten elsker eller hader, men som udgør en stor del af filmoplevelsen. Denne gang har han og filmens kostumeafdeling især haft en fest med hele spejderæstetikken og 1960‘er-looket. Et imponerende setstykke er et børneteaterstykke om Noahs Ark i en lille kirke, hvor et væld af børn er klædt ud som par af dyr. Scenografien i dette stykke-i-filmen er totalt ude af proportioner, på samme måde som Max' Vietnam-skoleteater i Andersons "Rushmore" (1998). Andersons film fejrer igen det overintelligente barns skabertrang, og gider slet ikke skjule koblingerne mellem hovedpersoner og instruktør. Moonrise Kingdoms version af 60'erne er også en fantasi om en barndom med større frihed, hvor børn kan sejle i kano og rejse telt selv. Og hvor legetøjet var farligere, som når en spejderknægt forud for eftersøgningen bemærker, at "han i hvertfald ikke vil være den, som har glemt at tage et våben med".
Moonrise Kingdom er spækket med stjerner, og af faste Wes Anderson-skuespillere ses Bill Murray og Jason Swartzmann, der brillerer i en birolle. De bliver suppleret af Edward Nortons spejderfører, Tilda Swintons heks af en socialrådgiver, Harvey Keitels spejdergeneral og en frustreret Fraces McDormand, der har en affære med Bruce Willis' politimand, som hun dog må medgive er lidt sørgelig. De burde i sig selv være nok til at se filmen. Alligevel lykkedes det for de to unge skuespillere Jared Gilman og Kara Hayward at fastholde opmærksomheden, som det meget unge, forelskede par, på flugt fra truende storm og de voksne ad et gammelt indianerspor, akkompagneret af fransk pop og Benjamin Brittens symfonimusik.
Moonrise Kingdom er en udsøgt kunstgenstand, der gør meget tydeligt opmærksom på sine virkemidler. Et ledemotiv er Brittens "A Young Persons Guide to the Orchestra", der meget pædagogisk demonstrerer de forskellige klassiske instrumenter. På samme måde som forklaringen forstærker oplevelsen af musikken, er Andersons kunstlede stil med til at give liv og blod til historien, der nu fremtræder langt stærkere og mere hjerteskærende end den ville have gjort i en mere naturalistisk fremstilling.
